Dyster klimaberegning: Sådan kan Danmarks vejr se ud om få år
Bøgen kan uddø i Danmark, hvis et vejrsystem, der er afgørende for vores klima, bryder sammen.
Danske forskere har foruroligende nyt.
For allerede om ganske få år kan de havstrømme, der sikrer Danmark landets milde vejr, kollapse.
Mest sandsynligt sker det om godt 30 år i 2057, men det kan ske så tidligt som 2025.
Det viser nye klimaberegninger fra Københavns Universitet, der publiceres i det anerkendte tidsskrift Nature Communications tirsdag.
Forskerne har regnet ud fra, at vi fortsætter med at udlede klimagasser, som vi gør det i dag.
Hvis de afgørende havstrømme, der fordeler varme og kulde mellem nordatlanten og troperne - og populært kaldes Grønlandspumpen - kollapser, kan Danmark se ind i en koldere fremtid, hvor den gennemsnitlige temperatur vil falde op mod 10 grader sammenlignet med i dag.
Flere forskere er skeptiske over for beregninger fra Københavns Universitet, men tager vi de nye tal for gode varer, kan det koldere vejr få alvorlige konsekvenser for den danske natur.
For eksempel kan det ske, at vi aldrig mere skal se bøgen springe ud i Danmark.
- Sker det, er vi virkelig på den
Det siger Peter Tanev, der er meteorolog på TV 2 Vejret.
Ser man ud af køkkenvinduet med briller, der er rammet ind af de nye beregninger, skal vi i det hele taget forberede os på et Danmark, der kommer til at se helt anderledes ud.
Temeraturen vil for det første falde markant. Forskernes tal viser op mod 10 grader.
- Hvis det bliver 10 grader koldere får det store konsekvenser for Danmark, vores landbrug skal mange steder omstilles og forsyning af varme og så videre skal opjusteres til lange og kolde perioder, siger Peter Tanev og tilføjer:
- Denne rapport er ude og slukke en af de helt store klimamekanismer, og det vil kunne få store konsekvenser både globalt og i Danmark. Uden at overdramatisere dagens nyhed, så er det første gang, at jeg er blevet bekymret for for eksempel mine børn og børnebørns fremtid.
Bøgen kan bukke under
Dyr og planter, vi kender i dag, vil forsvinde, mens andre vil komme til.
Samtidig skal vi nok vinke farvel til et af de mest kendte tegn på forårets komme.
- Vi vil nok henover en årrække se bøgen uddø og ikke komme igen, siger Peter Tanev.
Bøgen findes i dag kun i den sydlige del af Skandinavien.
Og det er det allernordligste sted i verden, den vokser.
- Allerede i dag befinder bøgen sig ved sin nordligste grænse, men blandt andet på grund af det milde klima, som Golfstrømmen giver os, kan vi opleve den over alt i Danmark, siger han.
Sommer som i Novosibirsk
Men bryder de afgørende havstrømme sammen, mister vi vores del af Golfstrømmen, der varmer de danske farvande op.
Og da kan vi ende med at leve i et klima, der minder mere om dele af Canada eller endda Novosibirsk, som ligger på stort set samme breddegrad som Danmark.
Sommervejret kommer til at afhænge af, om vinden kommer fra det varmere fastland i syd og øst eller ude fra vest, hvor havvandet er blevet koldere.
Derfor kan vi stadig opleve sommerdage med 20-25 grader om dagen, som vi kender dem i dag.
- Men der er også stor risiko for perioder med meget koldt sommervejr og måske ned til 10 grader i dagtimerne, siger Peter Tanev.
Og hvert forår kan vi komme til at sukke efter sommeren endnu længere end i dag.
- Hvis vi har klima som for eksempel Canada, begynder den varme årstid først i maj-juni, siger han.
Danmark i dybfryseren
I det hele taget skal vi forberede os på meget koldere dage og et Danmark i dybfryseren om vinteren.
- Vores vintre vil begynde i oktober-november, og de vil blive ekstreme i forhold til i dag, siger Peter Tanev.
- Det vil blive mere normalt med dage med snevejr og frost end tø og regnvejr, og isvinter kan blive det nye normale, siger Peter Tanev.
Der er lavet modelberegninger, der viser, at havisen kan brede sig ned til den Engelske kanal.
Hvis det sker, skal vi også forvente is i Nordsøen, Kattegat, Østersøen og vores indre farvande. I det hele taget skal samfundet indstille sig på, at sne og frost er hverdagskost.
- Vi vil opleve vintre, der hvert år minder om isvinter, med søer og indre farvande, der fryser til is, siger den mangeårige meteorolog.
- Der er modeller, der viser isbjerge helt ned på vores breddegrader. Det kan blive helt normalt at kunne stå på skøjter og kælke hvert år og sikkert i flere dage og måske endda måneder i træk.