På trods af 22 år midt i de tydelige klimaforandringer på Svalbard: - Jeg gider ikke flere dommedagsartikler
Svalbard er det sted i verden, hvor temperaturen stiger allerhurtigst. Men det får ikke en bosat dansker til at snakke om de værste scenarier.
Karoline Bælum gør det fra starten helt klart.
Hun vil gerne være med i denne artikel. På én betingelse:
Det skal ikke være en ”forfærdelig-isbjørnene-dør-verden-smelter-og-går-under-artikel”, hvis formål er at slå folk oven i hovedet med, at alt går til helvede.
Som hun siger.
- De artikler har vi set nok af. Der må også godt være noget optimisme og noget håb i det her, siger Karoline Bælum på Teams-forbindelsen fra Svalbard.
Hun har doktorgrader i både geologi og glaciologi, og så har hun været rådgiver på polarforskning for det norske forskningsråd.
Og selvom det egentlig ikke var planen, så bor hun i dag på den norske øgruppe langt mod nord med sin kæreste og søn.
Som studerende skulle hun egentlig kun være på Svalbard i et enkelt år for at studere geologi.
Men her 22 år efter er hun der stadig. Lykkelig for sit liv i den nordligste by i verden.
Også selvom Svalbard ikke helt ser ud, som den gjorde for de over to årtier siden, da den unge studerende trådte ud af flyet for første gang.
Her kiggede hun med næsten ærefrygt på de to store gletsjere, der lå oppe i bjergene kun et par kilometer væk.
Og når hun i dag insisterer på at angribe klimaproblematikken med positivitet, så er det på trods af, at når hun kigger i samme retning som dengang, så er det et andet syn, der møder hende.
For gletsjerne er blevet mindre. Betydeligt mindre.
Ingen pelshue
Det er ikke til at se det, hvis man tænder for programmet ’Den sidste breddegrad’.
Det ser helt enormt koldt ud, mens familien Beha Erichsen traver gennem sne, is og frost mod det nordligste punkt på Svalbard. Og det er det også.
Men faktisk er gennemsnitstemperaturen her steget hurtigere end nogen andre steder på jorden. Ifølge Karoline Bælum nærmer den sig 0 grader, hvor den burde være minus 5.
Og med sine to årtier midt i det hele har Karoline Bælum ved selvsyn set forandringerne, som det varmere vejr har ført med sig.
Hun husker tilbage på den første tid, hvor hun med de andre studerende tog på udflugter på fjordene og i bugten.
Dengang krydsede alle isen, når de skulle over på den anden side af fjordene.
- Men den is, som vi plejede at køre i hundeslæde på, er der ikke længere. Og den har ikke været der de sidste ti år, fortæller hun.
Når hun går på arbejde for det norske forskningsråd på Svalbard eller ud for at handle i det lokale supermarked, så er det også mange år siden, at hendes store sælskindspelshue har været i brug.
Der er simpelthen ikke koldt nok til den længere.
Vi kan godt
Med sin ph.d. i geologi og glaciologi, der er videnskaben om naturligt forekommende is, kan Karoline Bælum om nogen forstå, hvad der sker.
Jorden har altid haft klimasvingninger. Men det, der sker lige nu, er ikke en af de naturlige svingninger, fortæller forskeren:
- I den tid, som menneskene har eksisteret i, ved vi, at vi ikke har været inde i sådan nogle store stigninger med CO₂, som vi har nu. Og vi ved, at der ikke kommer noget godt ud af det i den anden ende.
For den CO₂, som vores livsstil slipper ud, lægger sig som en hinde over jorden og forhindrer varmen i at slippe væk.
Oversat betyder det, at menneskets udledninger af CO₂ og andre klimagasser nok bærer en stor del af skylden for temperaturstigningen.
Men det med skyld er sådan set lige meget, siger Karoline Bælum.
- Det nytter ikke noget at slå folk i hovedet og sige: ”I har skylden”. Det eneste, vi kan gøre, er at prøve at finde nogle løsninger på det her.
Og da denne artikel ikke skal være den dommedagsartikel, som Karoline Bælum gerne vil undgå, så kommer her lidt optimisme.
Når hun kigger ud ad sit vindue, kan hun nemlig ikke kun se smeltet is. Hun kan også se et dyreliv, der har det godt.
I 1923 var der kun et par hundrede rener tilbage på Svalbard, da man besluttede sig for at frede dem. I dag er der 20.000.
Det samme skete med hvalrossen, og lige nu kan man se de første Svalbard-fødte generationer af netop hvalrossen ligge og sole sig uden for byen.
Begge dele er takket været det faktum, at vi som mennesker gjorde noget i stedet for ikke at gøre noget.
Og lige præcis her ligger Karoline Bælums ukuelige håb.
Den skjulte fjende
Optimisme eller ej. Temperaturen stiger, og det går hurtigere end nogensinde før.
-Ja, Svalbard varmer cirka fire gange hurtigere end resten af kloden, og det er noget pis. Og det er folk klar over, siger Karoline Bælum.
- Men lad os i stedet se på de muligheder, vi har for at gøre det bedre. Hvad har virket? spørger Karoline Bælum retorisk.
Hun har nemlig selv en del af svaret. Det er blandt andet eksemplerne med de fredede dyr. Vi gjorde noget. Og det virkede.
Men der er også andre eksempler i en meget større skala. Hullerne i ozonlaget.
Den helt store klimabekymring i 90’erne og 00’erne er nemlig næsten væk.
- Vi fik jo stoppet nedbrydningen af ozonlaget ved simpelthen at forbyde CFC-gasser. Og det virkede også, siger hun.
- Kan vi overhovedet nå at gøre noget ved klimaforandringerne nu?
- Jamen hvad er alternativet? Hvis jeg synes, det er for sent, skal jeg så sætte mig ned og græde over det? Uanset om det er for sent eller ej, så er vi bare nødt til at gøre noget ved det, siger hun.
Men vi har måske lidt travlt, medgiver hun.
Den skjulte fjende hedder nemlig den selvforstærkende effekt.
Point of no return
Så længe der ligger sne og is i Arktis, bliver 90 procent af solens stråler reflekteret væk fra jorden igen, før de kan nå at varme.
- Men hvis du har land, eller endnu værre, åbent hav, så bliver de 90 procent af solens energi brugt til at opvarme havet i stedet, siger Karoline Bælum.
Ganske enkelt betyder det, at jo mere is, vi har, jo mere sol får vi ud igen, og så bliver det koldere.
Men hvis der er mindre is, så får vi mere af solens stråler til at varme havoverfladen op, og så kommer der igen mindre is.
Det er den selvforstærkende effekt. Og på et tidspunkt når effekten til et punkt, hvor den tipper over.
Og så er det for sent at gøre noget.
- Det er lidt skummelt at have med at gøre, fordi vi ved ikke, hvornår vi kommer over det punkt. Det går langsomt i lang tid, men så pludselig kan det gå rigtig stærkt, siger hun.
Grøn energi skal redde os
Det lyder ikke så godt. Og det er det nok heller ikke.
Men for at slutte denne artikel i den optimistiske ende, så er vi allerede på vej til at gøre noget.
- Ny teknologi er noget af det, vi forsker i heroppe. Hvordan virker solceller i Arktis? De virker faktisk rigtig godt, når der er sne, fortæller Karoline Bælum, der generelt fremhæver grøn energi som vejen frem.
Hun mener, at når vi nu her i Vesten har skabt den teknologi, der har ødelagt så meget, så har vi også et ansvar for at skabe noget teknologi, der kan gøre det godt igen.
Og måske på den måde kan Karoline Bælum engang få det Svalbard tilbage, som hun forelskede sig i dengang som ung studerende.
- Det værste, der kan ske ved grøn energi og mindre forurening, er, at vi skaber en bedre verden for os selv, siger Karoline Bælum.
- Altså, vi kan aldrig tabe på det.
Du kan se hvordan det ser ud, mens man går gennem Svalbards hvide landskaber i 'Den sidste breddegrad' lige her på TV 2 PLAY.