Klima

Kapitalforvalter tilbyder staten ny energiø uden afregning

Copenhagen Infrastructure Partners fremlægger en plan for en energiø, som kan betales af private aktører.

Det ligner et godt tilbud for Danmark, som for nylig tilsluttede sig en aftale om at udbygge energiproduktionen i Nordsøen til 150 gigawatt.

Den grønne kapitalforvalter Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) har nemlig fremlagt en plan for, hvor ti af gigawattene skal findes. Og det ser endda ud til at kunne gøres kvit og frit for de danske skatteydere.

Det skriver erhvervsmediet Finans.

Planen er endnu en energiø i Nordsøen. Her skal havvindmøller levere elektricitet, som kan omdannes til grøn brint på ferskvandsanlæg på selve øen. Det er mere effektivt end at transportere elektriciteten til fastlandet og herefter omdanne den.

CIP's administrerende direktør, Thomas Dalsgaard, siger, at private aktører står klar med pengene.

- Vi har en masse penge fra interesserede investorer. Vi har entreprenører, der kan bygge øen. Og vi har et projektteam, der kan løfte opgaven. Det vil andre aktører også have, så politikerne skal bare give os et godt signal at løbe efter, siger han til Finans.

Dansk Industri begejstrede

Dansk Industri, som repræsenterer 18.000 små og store danske virksomheder, er ligeledes begejstret for idéen.

- Havvind er vejen frem, og brint kan løse store udfordringer med den grønne omstilling i forsyningen med vedvarende energi til for eksempel den tunge industri og transportsektoren, siger administrerende direktør for Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen.

- Hvis vi skal være uafhængig af blandt andet gas fra Rusland, så må og skal vi til at handle nu - og vedvarende energi er den rigtige vej at gå. Nu skal vi alle arbejde tæt sammen for at gøre det til virkelighed, siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Danmark forpligtede sig onsdag aften sammen med tre andre lande til at udbygge vindkapaciteten i Nordsøen til 150 gigawatt. En sådan produktion vil kunne levere grøn strøm til op mod 230 millioner europæiske husstande.

Danmark forpligtede sig ifølge Finans i den sammenhæng til at levere de 35 gigawatt af den øgede produktion. De andre lande i aftalen er Tyskland, Belgien og Holland.

/ritzau/