Klima

V og K vil afskaffe seniorjobordning i grøn omstilling

Blandt andet ved at sløjfe seniorjobordningen vil Venstre og Det Konservative Folkeparti lave en klimafond på 12 milliarder.

Til at finansiere den grønne omstilling foreslår Venstre og Det Konservative Folkeparti at sløjfe seniorjobordningen.

Det siger de to partiers partiformænd, Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen, i et interview med Jyllands-Posten.

I interviewet fremlægger de et fælles oplæg til, hvordan Danmark skal nå det klimamål, som Folketinget har sat.

I april fremlagde regeringen sit eget forslag til en grøn skattereform og CO₂-afgift. I det laves der en afgift på 750 kroner per ton CO₂ – dog med en rabat til store CO₂-udledere.

Regeringens plan er, at indtægterne fra CO₂-afgiften og mere til skal bruges på støtte og tilskud til virksomheder, der vil lave en grøn omstilling.

Venstre og Det Konservative Folkeparti lægger ikke op til at ændre CO₂-afgiften og rabatten. Men økonomien ønsker de at ændre, siger partiformændene til avisen.

Skatterne må ikke stige

Mens regeringen ønsker at bruge 7 milliarder kroner på støtte og tilskud, vil de to blå partier lave en klimafond på 12 milliarder kroner. Den skal gå til at få danske virksomheder og boliger igennem en grøn omstilling.

Den grønne omstilling er en af de vigtigste opgaver. Men hvis det bliver vanskeligere at drive virksomhed, risikerer det at køre i grøften

Jakob Ellemann-Jensen, partiformand for Venstre

Pengene til det skal blandt andet findes ved at afskaffe seniorjobordningen. Den garanterer et job i kommunen til ledige seniorer uden dagpenge tæt på efterlønsalderen.

Også en reform af jobcentrene, salg af CO₂-kvoter og øget konkurrence i den offentlige sektor skal være med til at finansiere klimafonden.

Helt afgørende er at, det skatterne ikke må stige samlet set.

Søren Pape Poulsen siger, at det er så ultimativt, det kan blive, uden at der stilles ultimative krav. Jakob Ellemann tilføjer:

- Det er en rettesnor for os.

- Den grønne omstilling er en af de vigtigste opgaver, vi står over for. Men hvis det bliver vanskeligere at drive virksomhed, risikerer det at køre i grøften.

- Det kan vi ikke være bekendt over for næste generation, siger Jakob Ellemann til Jyllands-Posten.

Vækker glæder hos Radikale Venstre

I Radikale Venstre, et af den røde regerings støttepartier, glæder det politisk ordfører Andreas Steenberg at høre udmeldingen fra de borgerlige partier.

Blandt andet hæfter han sig ved, at der nu ser ud til at tegne sig et politisk flertal for ikke blot en CO₂-skat, men også en økonomisk pulje til støtte i den grønne omstilling.

- Vi vil gerne gå længere med en grøn fond, men det er meget positivt, at der tegner sig et flertal for både en klimafond og en CO₂-skat, siger Andreas Steenberg.

Jakob Ellemann siger, at han ikke afviser Radikale Venstres ønske om en endnu større klimafond, end den Venstre og Det Konservative Folkeparti har foreslået.

- Det er klart, at hvis Radikale Venstre eller andre kommer med forslag til forhandlingsbordet og siger, at de har flere ambitioner, lytter vi meget gerne til det.

- Vi kommer ikke med ultimative krav, men konstruktive forbedringer til regeringens forslag, siger Jakob Ellemann uddybende til Ritzau.