Vi er meget langt fra at være i mål, men ekspert glæder sig over en ting

Greta Thunbergs resumé af COP26 kan beskrives med tre ord: 'Bla, bla, bla'.

Omkring 200 af verdens lande har givet et coronavenligt håndslag på en aftale, der forpligter dem på at nå en række klimamål ved COP26 lørdag aften.

Blandt andet at holde fast i en global temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader.

Men målet er langt ude i horisonten. Det siger Sebastian Mernild, klimaforsker og prorektor på SDU.

- Der er stadig meget, meget lang vej mod Parisaftalens mål om 1,5 grader. Skal vi nå det, skal der skærpede reduktioner til, siger han til TV 2.

Som det ser ud nu, tyder beregninger på, at vi får en temperaturstigning på minimum 2,7 grader ved udgangen af dette århundrede. Altså langt over 1,5 grader.

Og måske løbet allerede er kørt for at holde os under 1,5 grader.

- Vi har en klimagæld i atmosfæren og med det, vi har udledt, kan vi allerede nå 1,5 grader visse steder i verden i 2032. Så det er lige om hjørnet, siger klimaforskeren.

Derfor er Sebastian Mernild glad for at høre, at et af punkterne i aftalen er, at verdens lande skal melde ind med skærpede reduktioner allerede næste år.

Kul nævnt for første gang

Klimaminister Dan Jørgensen (S) mødte TV 2 umiddelbart efter aftalen faldt på plads. Han er glad for de ”helt klart meget store fremskridt”, som aftalen indeholdt.

Han er – ligesom Sebastian Mernild – også tilfreds med, at verdens lande skal præsentere klimamål allerede næste år.

- Så kan alle blive presset lidt mere, og de lande, der ikke har mål, skal melde ind – og dem, der har mål, kan få mere ambitiøse mål, siger han.

Landene skal mødes igen til COP27 i Sharm El-Sheikh i Egypten næste år.

Kul nævnt for første gang

For første gang nogensinde blev fossile brændstoffer nævnt i en klimaaftale. Det bliver dog ikke fossile brændstoffers endeligt helt endnu.

I forhandlingens 11. time stillede Indien sig nemlig på bagbenene over en formulering om udfasning af blandt andet kul. Det blev i stedet ændret til en nedtrapning.

Og det er ”naturligvis ikke nok”, lyder det fra Sebastian Mernild.

- Kul skal udfases. Jeg er med på, at det er svært at nå til enighed, men det er det, der skal arbejdes hen mod, siger klimaforskeren.

Dan Jørgensen udpeger også, benævnelsen af kul i aftalen som en af de store sejre. Men der er skår i glæden.

- Jeg er ret skuffet over, at teksten er udmøntet, som den er. Men vi må glæde os over, at det overhovedet er nævnt, siger han.

Han fortæller, at flere lande slet ikke ønskede, at kul optræder i aftalen, da flere lande baserer deres industrier på netop de energikilder.

- Jeg er ret skuffet over, at teksten er udmøntet, som den er. Men vi må glæde os over, at det overhovedet er nævnt, siger Dan Jørgensen.

Thunberg: Bla, bla, bla

Den svenske klimaktivist Greta Thunberg modtog ikke aftalen med begejstring.

- COP26 er slut. Her er et kort resume: Bla, bla, bla, skriver hun på Twitter.

- Men det egentlige arbejde fortsætter udenfor disse haller. Og vi vil aldrig nogensinde give op, tilføjer hun.

Hun har ført an i en stor demonstration for klimabevægelsen Fridays For Future, da COP26 gik i gang i sidste uge.