Ulande nægter at rejse hjem uden løfte om klimaerstatning
Det er dybt skuffende, at udkast til COP26-erklæring ikke giver pengeløfter for tab og skader, siger minister.
Ulandene savner løfter om penge til "tab og skader" i det aftaleudkast, som er fremlagt på COP26 i Glasgow.
Flere af dem vil ikke rejse hjem uden en stærkere tekst på det emne, lyder det i reaktioner på teksten, der blev fremlagt fredag - og som officielt er mødets sidste dag.
Gabons miljøminister, Lee White, er en af dem.
- Vi har mistet fremskridt. Vi må tilbage på sporet, før vi kan forlade Glasgow, siger Lee.
Kravet fra udviklingslandene er en ordning med penge til tab og skader for klimaødelæggelser.
- Det er et spørgsmål om liv eller død
I udkastet, der blev udsendt af det britiske formandskab fredag morgen, er der lagt op til en "teknisk facilitet" for "tab og skader". Men det er ikke det, landene har brug for, siger Kenyas miljøminister, Keriako Tobiko.
Det er ikke en kontorbygning med konsulenter. Det er penge til mennesker i nød.
- For Kenya og for Afrika er 1,5 grader celsius faktisk det samme som plus 3 grader. Det er det, som vi lever med. Det er derfor, at vi græder og bløder i Afrika. Det er et spørgsmål om liv eller død, siger Tobiko.
- Det er ikke tekniske faciliter, som vi beder om. Vi tænker ikke på, at man skal give penge til konsulenter, der skal flyve rundt i verden og lære os om tab og skader i teoretiske diskussioner, siger han.
Andre Ulande føler sig hørt
De rige lande skal betale penge. Det er det, der er brug for, understreger Guineas klimaudsending:
- Det er dybt skuffende, at Glasgow Loss and Damage Facility (en ordning for tab og skader-finansiering, red.) ikke er afspejlet i teksten.
Der er også en række udviklingslande, som føler sig hørt på konferencen i Glasgow. I hvert fald er de tilfredse med COP26-formand Alok Sharmas ledelse.
- Du har navigeret vores skib godt, siger Marshalløernes klimaudsending, Tina Stege.
Tab og skader er en af tre søjler i klimafinansieringen fra rige til fattige lande.
Mens de rige lande giver en betydelig del af de penge, som de har lovet til de to andre søjler - tilpasning og afbødning - så er det kun Skotland, som giver penge til tab og skader. 2 millioner britiske pund.