Global alliance med Danmark i spidsen vil udfase olie og gas
Et dansk-costaricansk initiativ fik torsdag meget stor opmærksomhed på COP26, fortæller TV 2s korrespondent.
Det skal være slut med at suge olie og gas op fra undergrunden, lød det torsdag fra en global alliance stiftet og lanceret af Danmark og Costa Rica på FN-klimamødet COP26.
Det er nødvendigt at lukke hanerne i på de to store CO2-syndere, siger ministre fra de to lande på et pressemøde i Glasgow.
- Det bliver uden tvivl svært, siger klimaminister Dan Jørgensen (S).
- Vi gør det, fordi vi virkelig mener, at det er nødvendigt.
Nødvendigt, mener ministeren, hvis man skal leve op til målet i klimaaftalen fra Paris om at begrænse temperaturstigningen til "godt under" 2 grader celsius. Helst vil man undgå, at den når 1,5 grader celsius, hvilket den allerede nærmer sig.
Hinsides olie og gas
Det er afgørende, at man ikke tror, at man kan brænde resten af de fossile ressourcer i undergrunden af, mener ministeren. Man skal lade dem blive i undergrunden.
- Ligesom stenalderen ikke sluttede, fordi der ikke var flere sten, så slutter denne verden af olie og gas heller ikke, fordi olie og gas slipper op, siger Dan Jørgensen.
Costa Ricas klimaminister, Andrea Meza, repræsenterer et land, som har reserver i undergrunden. Men som ikke producerer olie. Til gengæld bruger Costa Rica stadig olie som energikilde.
- Vi er ikke producenter, men vi har reserver, så der er altid et pres på at forsøge at udnytte disse, siger hun.
Alliancen kaldes Boga. Det er et akronym for 'Beyond Oil and Gas Alliance'. Det kan oversættes til "hinsides olie og gas-alliancen".
Stor opmærksomhed
Ifølge TV 2s korrespondent Olav Christensen fik initiativet meget stor opmærksomhed, da det blev præsenteret.
- Det har også fået opbakning, ikke fra mange lande, men fra en del lande, siger han fra Glascow.
Frankrig, Irland, Sverige, Wales og Grønland har tilsluttet sig som kernemedlemmer. Det samme har den canadiske provins Quebec, da alliancen også omfatter regionale regeringer.
New Zealand, Portugal og Californien er associerede medlemmer.
Det har især skabt indtryk på klimakonferencen, at Grønland er gået med i alliancen, fortæller Olav Christensen.
- Grønland har potentiel så store oliereserver i undergrunden, at man kunne forsyne hele klodens olieforbrug i ni måneder, hvis man fik fat i det. Det har Grønland med den nye regering sagt nej til, og det er ret markant, siger han.
Ingen førende producenter med
Dan Jørgensen siger, at alliancen er i dialog med flere lande, men kan kun nævne Skotland, da landet har ønsket offentliggørelse af dialogen.
Der er ingen af de førende olie- og gasproducenter blandt medlemmerne af alliancen.
Nylige rapporter fra FN's klimapanel og fra Det Internationale Energiagentur (IEA) har konkluderet, at produktionen af olie og gas skal begrænses markant for at holde temperaturstigningen nede.
Et bredt flertal i Folketinget besluttede sidste år, at al dansk indvinding af olie og gas i Nordsøen skal være slut i 2050.