Klima

Verdens to største CO2-udledere går sammen om klimaindsats

Selvom Kina og USA har deres uoverensstemmelser, er de nødt til at samarbejde om klimaet, lyder det.

Mens årets klimatopmøde, COP26, lakker mod enden, er USA og Kina overraskende gået sammen om en fælles erklæring.

Det sagde de to landes klimaudsendinge, John Kerry og Xie Zhenhua, på et pressemøde i COP26-byen Glasgow onsdag aften.

- Denne udmelding viser, at samarbejde er det eneste valg for både USA og Kina. Ved at arbejde sammen kan vi opnå mange vigtige ting, som ikke blot kommer vores to lande, men hele verden til gavn, sagde han.

USA og Kina er verdens to største udledere af drivhusgas og tegner sig til sammen for omtrent 40 procent af verdens CO2-udledning.

Selvom Kina og USA har deres uoverensstemmelser, er de nødt til at samarbejde om klimaet, lød budskabet fra USA's klimaudsending, John Kerry.

- Kina og USA skal som de to største udledere vise vejen, sagde han.

De to landes fælles erklæring indeholder blandt andet planer om at reducere udledningen af metangasser, at beskytte skove og at udfase kul. Det skriver Reuters.

Samtidig lover landene også, at de vil sætte rammer for reduktionen af drivhusgasser i dette årti. Landene vil fremlægge klimamål for 2035 senest i 2025, lyder det.

- Et vigtigt skridt

FN’s generalsekretær hilser aftalen mellem USA og Kina velkommen.

- For at tackle klimakrisen kræver det internationalt samarbejde og solidaritet, og dette er et vigtigt skridt i den rigtige retning, skrev han på Twitter onsdag.

Nyheden om de to landes fælles klimaerklæring kan - rigtigt nok - være meget vigtig, hvis den er udtryk for, at landene har fundet hinanden.

Det siger TV 2s korrespondent ved COP26 i Glasgow, Olav Christensen.

- Torsdag bliver det interessant at se, om der for alvor kommer skred i klimaforhandlingerne på COP26. Det er ikke sikkert, at der lander et færdigt resultat, men det er muligt, siger han.

Ifølge Kinas særlige klimaudsending, Xie Zhenhua, vil aftalen skærpe Kinas udledningsmål og hjælpe til udviklingen af en national plan med den stærke drivhusgas metan.

- Begge parter vil nu arbejde i fællesskab – også med andre parter – for at sikre en succesfuld COP26 og for at facilitere et resultat, der både er ambitiøst og balanceret, sagde han onsdag.

Mens USA’s præsident, Joe Biden, har lagt vejen forbi Glasgow og COP26, har Kinas præsident, Xi Jinping, ikke været fysisk til stede.

Onsdagens aftale kommer da også som lidt af en overraskelse.

Tidligere på topmødet langede USA nemlig ud efter Kina for at nøle med klimahandlingen og kritiserede samtidig, at Kinas præsident, Xi Jinping, ikke mødte op, da ledere fra hele verden i sidste uge var samlet.

Sigter efter aftale fredag

Udkastet til den endelige COP26-aftale blev offentliggjort onsdag morgen.

- Opgaven med at færdiggøre teksten bliver svær, men vi kender konsekvenserne, hvis ikke vi lander en ambitiøs aftale, sagde den britiske minister Alok Sharma, som er formand for COP26, på et pressemøde onsdag.

Udkastet er udgangspunkt for de videre forhandlinger ved COP26. De afsluttende forhandlinger indledes efter planen fredag.

Alok Sharma siger, at han sigter efter at lukke klimatopmødet fredag. Det vil imidlertid være en overraskelse, hvis det lykkes, da FN-klimamøderne ofte går over tid.