Klima

Ung dansk iværksætter diskuterede klima med Obama ved COP26

Ekspræsidenten rådede Nima Tisdall og de andre deltagere om at blive ved med at lægge pres på politikerne, så de kan nå i mål med klimaaftalerne.

Den 27-årige danske iværksætter Nima Tisdall var i fornemt selskab, da hun mandag mødtes med den tidligere amerikanske præsident Barack Obama ved COP26.

Barack Obama havde inviteret hende og andre unge ledere med til en debat om fremtidens klimaudfordringer.

En oplevelse langt udover det sædvanlige, fortæller Nima Tisdall til TV 2, da hun atter er returneret til Danmark efter en uge i Glasgow, hvor klimatopmødet finder sted.

Og Nima Tisdall havde ikke bare fået en hvilken som helst plads ved bordet. Hun var blevet placeret lige ved siden af den forhenværende præsident.

- Jeg var ved at falde ned af stolen, da jeg opdagede, at han skulle sidde på min højre side, siger hun.

En uformel og afslappet ekspræsident

Inden debatten gik i gang, fik Nima Tisdall og de andre deltagere udtrykkeligt at vide, at de skulle tiltale Barack Obama som "Mr. President".

Man kunne mærke stemningen blive helt elektrisk

Nima Tisdall, iværksætter og medstifter af virksomheden Blue Lobster og ungdomsorganisationen Saga

Pludselig kunne de høre over walkie-talkien, at Obama var ankommet til bygningen.

- Værelset blev helt stille. Man kunne mærke stemningen blive helt elektrisk, fortæller Nima Tisdall.

Men ind kom den tidligere præsident fuldstændig afslappet, siger Nima Tisdall og beskriver, hvordan han begyndte at joke med alle og var med til at holde tonen uformel.

Spurgt ind til, hvorfor Barack Obama havde valgt at samle en masse unge mennesker, heriblandt Nima Tisdall, fortæller den 27-årige iværksætter, at det var Obamas intention at holde dem til ilden.

- Han sagde, at vi skulle passe på, at vi ikke bliver så sure, at vi melder os ud af den demokratiske proces. Men at vi har et ansvar som unge for at gå ind og lægge pres på vores politikere, fortæller hun.

Fra fiskerleje til klimatopmøde

Der kan synes langt fra fiskerlejet i Snekkersten, hvor Nima Tisdall er vokset op, til en plads ved siden af Barack Obama ved klimatopmødet.

Men det er ikke en tilfældighed, at netop hun blev udvalgt til at debattere med den amerikanske ekspræsident.

Under sine studier på Copenhagen Business School lancerede hun sammen med en amerikansk veninde appen Blue Lobster.

Appen har til formål at gøre det nemmere for fiskere at sælge deres fangst direkte til restauranter. Det har ellers været vane, at fiskene først skal forbi en auktion i Jylland.

Hendes arbejde for at få mere bæredygtig fisk ud til danskerne blev i 2019 bemærket af Barack Obamas fond Obama Foundation, der blandt andet uddeler legater og stipendier til fremtidens ledere.

På deres hjemmeside blev den dengang 25-årige Nima Tisdall fremhævet som et globalt forbillede.

Og i april måned i år blev hun tildelt en plads på erhvervsmagasinet Forbes’ årlige talentliste ”Under Europe 2021”.

Fortsat fortrøstningsfuld

Undervejs i den to timer lange debat, der blev arrangeret af Obama Foundation og Columbia University, fremhævede Barack Obama Nima Tisdalls samarbejde med lokale fiskere.

Det handler ikke om at være lalleoptimist, men man skal heller ikke være sortseer

Nima Tisdall, iværksætter og medstifter af virksomheden Blue Lobster og ungdomsorganisationen Saga

Men ellers blev Nima Tisdalls rolle at tale for den private sektor. Hun mener, at det er vigtigt at tænke den private sektor ind i klimaomstillingen, da der er eksempler på virksomheder, som udleder mere CO2 end lande.

Og hun kalder det helt absurd, at virksomheder som disse ikke har en plads ved bordet.

For hvis man skal leve op til klimamålene, skal de være med i eksekveringen, understreger hun.

COP26 er blevet kaldt for et flop og en global festival for greenwashing af den svenske klimaaktivist Greta Thunberg. Med greenwashing menes der, at man foregiver at gøre noget godt for klimaet – uden man reelt gør noget.

Men Nima Tisdall er mere fortrøstningsfuld på topmødets vegne.

- Det handler ikke om at være lalleoptimist, men man skal heller ikke være sortseer, for så mister man motivationen. Vi er kommet et stykke, og nu skal vi holde fast i de ting, vi er blevet enige om og holde hinanden til ansvar, siger hun.

Benhårdt at være klimaaktivist på egen hånd

Tidligere på dagen havde Barack Obama indtaget talerstolen på klimatopmødet, hvor han netop adresserede de unge.

- I har ret til at være frustrerede, lød det fra den tidligere præsident, men han advarede dem om, at de skulle forberede sig på ”et maraton, og ikke et sprint”.

Og selvom protester er nødvendige, er de unge aktivister også nødt til at lære at operere i det seje politiske system, lød formaningen fra Obama.

Og det er et lignende råd, Nima Tisdall vil give videre til andre unge, som drømmer om at være med til at løse morgendagens klimaproblemer.

- Det er benhårdt at være perfekt klimakøber privat. Så man skal melde sig ind i nogle fællesskaber, hvor man kan løfte sammen, siger hun.