12-årig colombianer modtog dødstrusler for sin kamp for klimaet

Fransisco Javier Vera har siden han var seks år været aktivist. Og ved klima-mødet COP26 fik han ros af sit forbillede svenske Greta Thunberg.

- Du er en inspiration for mange unge i verden, især for mig, lød det fra den svenske klimaaktivist Greta Thunberg, da hun mødte Fransisco Javier Vera i Glasgow.

Den unge colombianer er vokset op i bjergene i en landsby 100 kilometer uden for hovedstaden Bogotá i Colombia. Og det har givet interessen for at kæmpe for klimaet.

- Jeg voksede op i bjergene med ænder, høns, geder og fugle. Det motiverede mig til at blive dyrerettighedsforkæmper og senere miljøaktivist, forklarer Fransisco Javier Vera.

En veteran trods sin unge alder

Fransisco Javier Vera har dannet miljøorganisation Livets Vogtere i sit hjemland, der blandt andet kæmper for at forbyde brugen af plastik i engangsservice, og han er også en del af bevægelsen Fridays For Future, hvor unge verden over demonstrerer om fredagen for klimaet.

Og på trods af sin unge alder er han med sin veltalenhed og entusiasme allerede blevet en veteran inden for miljøaktivismen.

Jeg har kapaciteten til at være et barn, der godt kan lide at forsvare en sag.

Fransisco Javier Vera

I december 2019 holdt han en tre minutter lang tale i de colombianske parlament, hvor han opfordrede politikerne til at lovgive mod dyreforsøg, fracking og engangsplastik. Og i år inviterede den colombianske forfatningsdomstol ham til at tale om børns rettigheder. Og han er blevet kendt for sin klare og letforståelige tale:

- I dag kommer jeg som repræsentant for min organisation, for at bede jer om, at I bliver opmærksomme på den ødelæggelse, som vi har påført miljøet, lød ordene blandt andet fra Vera, da han stod på det colombianske parlaments talerstol.

Begejstringen ville ingen ende tage i den colombianske presse og på de sociale medier. Men der var også malurt i bægeret.

Fransisco Javier Vera blev beskyldt for at være blevet indoktrineret og blive brugt som instrument i klimakampen. Kritikkerne kunne ikke få det til at passe, at et så ungt menneske vidste så meget og talte så klart. Men Fransisco Javier Vera afviste sine kritikere og svarede blandt andet:

- Nogen har evner til at lave TikToks, til at blive youtubers eller spille videospil. Men jeg har kapaciteten til at være et barn, der godt kan lide at forsvare en sag.

Men kritikerne stoppede ikke. Og på Twitter, hvor Fransisco Javier Vera har flere tusinde følgere, blev han sågar truet på livet.

Vrede over dødstrusler

Via de sociale medier modtog Fransisco Javier Vera tilbage i februar dødstrusler for sin kamp som miljøaktivist. Og det vakte stor vrede i Colombia, hvor højstående politikere og sågar landets præsident reagerede med støtte og opbakning. Præsidenten Iván Duque garanterede, at dem der stod bag truslen ville blive retsforfulgt, og FNs Højkommissær for menneskerettigheder sendte en håndskrevet brev til den unge klimaaktivist, hvor hun takkede ham for hans indsats.

Det er endnu ikke kommet frem, hvem der står bag dødstruslerne, men i et land, hvor der alene forrige år blev dræbt 65 miljøaktivister, bliver den slags taget særdeles alvorligt.

Men det skræmmer ikke Fransisco Javier Vera, der har lovet, at han ikke stopper sin kamp for klimaet. Han accepterer konstruktiv kritik, men lader sig ikke gå på af trusler og folk, der siger, at han er en marionet for venstrefløjen. Og Vera har sin mors fulde opbakning:

- Jeg ønsker, at han skal vide, at det han gør, er meget værdifuldt og at det kan ændre tingene, lyder fra Ana María Manzanares ifølge avisen El Comercio.

Fredag fokuser COP26 på de unge

På det internationale klimamøde i Glasgow er der fredag fokus på de unge og deres rolle for et bedre miljø. Den såkaldte Youth and public empowerment-dag er fokuseret på spørgsmålet om, hvordan man engagerer offentligheden og især de unge mennesker i at tackle klimaspørgsmål, og hvordan de kan hjælpe med at skabe forandringer på politisk niveau. Og det er absolut nødvendigt at få engageret de unge og offentligheden i det hele taget, mener Anthony Leiserowitz, der er direktør for Yale-universitetets program om formidling af klimaforandringer:

- Vi har absolut brug for systemændringer, men hvordan får vi det? Det sker ikke bare. Man kommer ikke bare med gode politiske ideer, og så sælger de sig selv. Til det har vi brug for folkets magt, siger Anthony Leiserowiz, til det amerikanske dagblad Washington Post.

Og han peger på nogle problemer, der knytter sig til dette tema. For det første er opfattelsen af klimaforandringer meget forskellig. I udviklingslandene kan det være meget konkret, med tørke og oversvømmelser, mens det kan være anderledes fjernt i de udviklede lande. Dernæst er der også – ikke mindst i USA – sket en politisk polarisering af emnet. Og han bakkes op at sociologen Chenyang Xiao fra American University

- Det er et krav om, at vi som samfund handler alle sammen. Men i stedet er klimaforandringerne blevet et partipolitisk spørgsmål, siger sociologen.

Løsningen kommer blandt andet fra ungdommen, der ikke længere vil vente, siger Anthony Leiserowitz, der er direktør for Yale-universitetets program om formidling af klimaforandringer. Og peger på den ungdomsledede Friday For Future-bevægelse, der har fået millioner af tilhængere verden over.

Vil ikke sammenlignes med Greta Thunberg

Ingen er i tvivl om, at Fransisco Javier Vera er et specielt barn. Hans omgivelser betegner ham som et geni, og hans evne til at lære er ekstraordinær, lyder fra hans biologilærer.

Opvokset som enebarn med en far, der er advokat, og en mor, der er socialarbejder og aktiv feminist, har han altid været omgivet af voksne og deltaget i deres diskussioner.

- Konversationer om vigtige emner er ikke kun for voksne. De er også for de små og børn. Dem, der tager beslutninger, vil på et tidspunkt forsvinde fra jorden, og så er det os, der må leve med de politiske og økonomiske konsekvenser, lyder det fra Fransisco Javier Vera.

Han er blevet drillet for sine store briller og kritiseret for sit ordforråd, der ikke just afspejler hans alder, men moren siger den store opmærksomhed, ikke går ham på.

Og selv om Fransisco Javier Vera konstant bliver sammenlignet med svenske Greta Thunberg, synes han, at det er overdrevet at sige, at han er den colombianske version af hende.

- Vi lever i to vidt forskellige situationer. Hun bor i Stockholm og jeg i Villeta, siger Vera, og forklarer at hans aktivisme er mere lokalt forankret end Thunberg, som i øvrigt er hans store forbillede.