Klima

Atomkraft skal anerkendes som grøn strøm

Både i EU og i FN’s klimapanel er atomkraft på vej til at blive godkendt som grøn energi.

Efter 23 lande ved klimakonferencen COP26 torsdag lovede at holde op med at bruge kul i kraftværkerne, er atomkraft hurtigt på vej frem til at blive anerkendt som en vigtig grøn kilde til energi.

Det understreger både EU-Kommissionens forkvinde, Ursula von der Leyen, og medlemmer af FN's klimapanel, IPCC, ligesom USA’s klimarepræsentant John Kerry ifølge AP har skiftet mening og er blevet tilhænger af atomkraft.

Dermed er både COP26, USA og de 12 atomkraft positive lande i EU på sporet af en fremtid, hvor man på den ene side skal rense atmosfæren for kulos, og på den anden side skal forsøge at levere energi uden at blive afhængige af usikre og dyre leverancer af gas fra lande som Rusland.

EU klimaneutral først

Von der Leyen lovede i sin tale på COP26, at EU vil gøre alt for at blive den første klimaneutrale verdensdel.

Men hun var endnu mere præcis ved EU-topmødet for to uger siden, og dagen efter fulgte hun op på Twitter.

Her konkluderede hun efter topmødet, at EU "har brug for stabile energikilder, nemlig atomkraft, og i en overgangsperiode også gas". Kommissionens chef lænede sig her op ad vigtige lande med atomkraft som Frankrig, Sverige, Finland og Holland.

FN’s udspil

Professor Kirsten Halsnæs fra DTU er medforfatter til IPCC’s omfattende gennemgang i 2018 af, hvordan verden skal klare sig uden fossile brændstoffer. Også her er atomkraft en vigtig del af løsningen.

Kirsten Halsnæs forklarer i Berlingske:

- Ifølge IPCC er der næsten ingen scenarier, der rammer det ambitiøse mål om en temperaturstigning på 1,5 grader, som ikke har atomkraft med.

Og udviklingen i Kina og Indien er endnu mere stålsat end i Frankrig og Storbritannien. De vil fortsat udbygge atomkraft – også som backup, når solen ikke skinner, og når det ikke blæser, tilføjer Kirsten Halsnæs.

I EU er Frankrig det førende land inden for atomkraft. Over 70 procent af elektriciteten kommer fra atomkraftværker, og Frankrig bygger nye værker både i Storbritannien og i Finland, mens man er i gang med at udvikle nye typer til ulandene.

Det er også tydeligt, at Frankrig står bag udviklingen i EU, hvor Ursula von der Leyen nu bakker op, selvom hun som tysk minister i 2011 gik ind for den tyske beslutning om at lukke atomkraftværkerne efter sammenbruddet af Fukushima-værket i Japan.

EU-Kommissionens udspil kommer i næste måned, oplyser nyhedsbrevet Euractiv. EU-dokumentet, som Euractiv har modtaget, viser, at Kommissionen bygger næste måneds udspil på EU’s forskningscenter JRC, som i juli skrev, at "atomkraft er sikker, og derfor bør medtages som grøn energi i Kommissionens udspil".

Modstander giver op

Udspillet skal fastlægge, hvordan en gigantisk sum på mindst 7500 milliarder kroner skal investeres for at reducere EU’s CO2-udledning med 55 procent i 2030.

Planen møder modstand fra de grønne i Europa-Parlamentet, skriver nyhedsbrevet EUobserver. Her er ordføreren, hollænderen Bas Eickhout, vred, men samtidig opgivende:

- Lige nu er der ikke meget, vi kan gøre, erkender den grønne EU-parlamentariker.

Så Ursula von der Leyen har ikke haft grund til at tøve med at slå fast, at atomkraft skal anerkendes som grøn energi.