G20-landene enige om klimamål - men sløjfer vigtigt årstal
G20-landenes mål er tæt på skuffende, siger TV 2-korrespondent.
Gennemsnitstemperaturen i verden må maksimum stige med 1,5 grader.
Dét er det erklærede mål fra lederne af verdens G20-lande.
Det fremgår af den endelige aftaletekst ved G20-topmødet i Rom.
Dermed er landene umiddelbart endnu mere ambitiøse, end de var for seks år siden, da Paris-aftalen blev indgået under COP21 i 2015.
Her indgik FN’s 196 medlemslande en aftale om, at stigningen i middeltemperaturen i verden skal holdes under 2 grader i forhold til den førindustrielle periode - med hensigten om at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader.
Alligevel er det erklærede 1,5-graders-mål tæt på skuffende set med grønne øjne.
- Hvis man ikke havde nævnt målsætningen om en maksimal temperaturstigning på 1,5 grader, så havde det været en fiasko. Det er minimum, at G20-landene nævner det i den endelige tekst, siger TV 2-korrespondent Lotte Mejlhede.
Samtidig med at man har skrevet målet om maksimalt 1,5 grader ind, har man nemlig fjernet årstallet for, hvornår målet skal indfries.
- Der står ikke længere 2050. Det er ændret til midten af århundredet, og det er et knæfald for store nationer som Kina, lyder det her i Rom, hvor G20-mødet har fundet sted, siger Lotte Mejlhede.
Længe ventet COP26
Udmeldingen fra de store lande - der består af 19 af verdens førende økonomier samt EU - kommer samme dag, som FN's klimamøde COP26 er skudt i gang i Glasgow i Skotland.
COP26 har været længe ventet og er blevet kaldt det vigtigste møde, siden Paris-aftalen blev indgået for seks år siden.
Hovedmålet på konferencen er at finde ud af, hvordan man når målet fra Paris-aftalen, om at stigningen i middeltemperaturen i verden skal holdes godt under to grader.
Derfor vil verdens øjne være rettet mod toppolitikere, topembedsmænd og topforhandlere de kommende to uger, mens COP26 finder sted.
- Men når man ser på, hvad de enkelte lande har budt ind med, og hvad de vil gøre for at prøve at holde temperaturstigningen nede inden udgangen af århundredet, så er det svært at nå, siger TV 2-korrespondent Divya Das.
Topmødets vært skruer forventningerne ned
Også den britiske premierminister – og vært ved COP26 – Boris Johnson, var tidligere på ugen i medierne, hvor han forsøgte at skrue forventningerne ned.
- Jeg er meget bekymret, fordi det kan gå galt, og vi får måske ikke de aftaler, som vi har brug for, sagde han blandt andet på et særligt pressemøde for børn.
Klimakonferencen slutter 12. november.