Klima

Endnu et støttepartis forslag om flyafgift skydes til hjørne af regeringen

Flyafgifter er nu igen oppe at vende med konkrete tal på, hvor meget det skal koste at flyve ud i verden, og således stiger presset på regeringen.

For klimaets skyld skal det være dyrere for danskerne at sætte sig ind i en flyvemaskine.

Det mener SF.

Når partiet i den kommende tid går til finanslovsforhandlinger, kommer det til at have et forslag om en konkret afgift på flyrejser med i tasken, siger partiets klimaordfører, Rasmus Nordqvist, til TV 2.

- En række andre transportformer har rigtig høje afgifter, men flybranchen er gået fri. Derfor ønsker vi, at Danmark skal følge med mange andre europæiske lande og indføre en afgift på flybilletter, siger Rasmus Nordqvist.

Lang rejse, stor afgift

Ifølge Rasmus Nordqvist er formålet med en flyafgift både, at folk skal flyve mindre, ligesom pengene, som man regner med at indkassere via afgiften, kan bruges på grønne tiltag.

- Vi står med nogle store udgifter til for eksempel opstilling af hurtigladestandere og omstilling af færger til el, og det skal flybranchen også være med til at bidrage til, siger han.

Flyafgiften skal stige, desto længere en rejse, man ønsker at bevæge sig ud på, og kommer – hvis SF får sin vilje – til at ligge på 100 kroner for rejser inden for Europa, 300 kroner for mellemlange ture og 700 kroner for rigtig lange rejser.

Det er imidlertid vigtigt for partiet, at flyafgiften ikke får nogen stor social slagside, lyder det.

- Vi foreslår, at den grønne check (et ekstra skattefradrag, red.) bliver hævet med 200 kroner, for så kan alle være med, og så er det ikke kun de rige, der får råd til at flyve, siger han.

Partiet hæfter sig desuden ved, at Danmark er et af ganske få lande i EU, der ikke har en flyafgift. De andre lande er Cypern, Irland og Malta, viste en lækket rapport fra EU-Kommissionen i 2019.

Nyt, dyrt brændstof

Internt i flybranchen har man ad flere omgange erklæret sig positivt stemt over for afgifter på flybilletter.

Mens SF vil kanalisere indtægterne fra en afgift ind i statskassen, hvor de skal øremærkes grøn omstilling, ønsker flybranchen imidlertid at kanalisere pengene tilbage til flybranchen, siger Michael Svane, der er direktør i brancheforeningen Dansk Luftfart.

- Her skal pengene bruges til at omstille flyene til grønnere brændstof og til at udligne prisforskellen mellem de nye og de gamle brændstoffer, siger Michael Svane til TV 2.

I hans optik får luftfartsbranchen ikke meget grøn omstilling ud af eksempelvis SF's forslag. Det skyldes, at en reel grøn omstilling af flybranchen ifølge branchen selv kræver, at der kommer noget andet brændstof i tankene.

- Det nye brændstof er dyrere, og det vil sige, at vi skal bruge nogle ekstra penge på at få fat i det nye brændstof, siger han.

Derfor mener Michael Svane, at flybranchen svært kan lykkes med en komplet grøn omstilling, hvis man hiver penge ud af branchen, som SF's forslag ifølge ham vil gøre.

Internt i flybranchen har man ad flere omgange erklæret sig positivt stemt over for afgifter på flybilletter.

Klar snak fra Klimarådet

Det er langtfra første gang, at flyafgifter er oppe at vende som en varm politisk kartoffel.

De senere år har både SF, Enhedslisten og Radikale Venstre talt for flyafgifter, og så sent som i sidste uge præsenterede Radikale Venstre et forslag om en klimaafgift på flybilletter i 2023.

Radikale Venstre foreslog en model, hvor rejsende betaler 50 kroner i klimabidrag på korte rejser, 200 kroner på mellemlange rejser og 300 kroner for de helt lange. I modsætning til SF's forslag skal pengene ikke gå til statskassen, men til en luftfartsfond til blandt andet indkøb af bæredygtigt brændstof.

Klimarådet, der har til opgave at rådgive regeringen i forhold til klimaindsatsen, har ligeledes peget på en flyafgift som et af flere centrale punkter, hvis Danmark skal nå sin målsætning om en 70 procents reduktion af CO2-udslippet i 2030.

Mens Socialdemokratiet ad flere omgange har tøvet med at gå ind for en afgift på flybilletter, har de også erklæret sig principielt enige i, at man skal se på, hvordan man gennemfører en grøn omstilling af flybranchen.

Regeringen er dog ikke på nuværende tidspunkt parat til at følge op på støttepartiernes krav om en flyafgift. Men ingen forslag afvises på forhånd, siger klimaordfører Anne Paulin (S).

- Som det fremgår af regeringens grønne køreplan, kommer vi næste år til at tage fat i flybranchens grønne omstilling, lyder det i en skriftlig kommentar ifølge Ritzau.

TV 2 har forsøgt at få et interview med finansminister Nicolai Wammen om sagen, men han ønsker ikke at kommentere igangværende forhandlinger. Ligeledes ønsker Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, heller ikke at kommentere sagen.