HTC Re: Et lommekamera til alle os andre

16x9

<p>NEW YORK: Har du set misundeligt på alle de smarte GoPro-videoer med fart og spænding?

NEW YORK: Har du set misundeligt på alle de smarte GoPro-videoer med fart og spænding? Men ved du også, at din egen mere almindelige hverdag ikke kan mønstre på nogen måde de samme seje billeder og videoer, så kan det være, at HTCs nyeste kreation, Re er noget for dig.

HTC Re ligner et miks mellem en inhalator og et periskop, men er i virkeligheden et lille kamera. Det kan kontrolleres nemt med én hånd, har blot to taster og kan være måden du fremover vil dokumentere din hverdag på. 

Vi lever i en foto-tid, hvor det at tage billeder og levende billeder er nemmere end nogensinde. Med smartphones der kan trække HD-videoer så nemt som ingenting og kameraer der kan monteres på hjelme og lave unikke optagelser, har vi mere end nogensinde nok af muligheder for billeder.

Et mere tilgængeligt kamera

HTC Re er kameraet, der skulle gøre det endnu nemmere. Glem det med at tage mobilen op af lommen og tage billeder med begge hænder på mobilen. Re kan hænge om halsen og er klar til at optage med det samme.

LÆS OGSÅ: HTCs vilde kameranyheder: Vil være kongen af selfies

Med en del forskellige mounts, der gør det muligt at sætte den fast på cyklen, tasken eller barnevognen, er det ikke kreativiteten der bør slækkes på.

Re kan forbindes til mobilen (Android og iPhone), kan optage fuld HD, 16 megapixel-billeder, slowmotion i 120 fps og er 100 procent vandtæt. 

Jeg har kort prøvet at bruge Re, og kan se ideen i kameraet. Det er meget let og bekvemmeligheden i hånden gør det oplagt som en tro følgesvend. Det adskiller sig fra sin direkte konkurrent GoPro, da det mere ligger op til at være i hånden og ikke monteret på noget.

Minder for meget om mobilens kamera 

Forskellen mellem det lille lommekamera og et smartphone-kamera er dog lidt svær at se. Og det gør det måske også svært at overbevise kunderne, at de skal købe et ekstra kamera for næsten 1.700 kroner. Netop når nu mobilen har de selv samme specifikationer. Men her slår HTC fast, at det handler om bekvemmeligheden og tilgængeligheden af kameraet.

Jeg ser frem til at prøve kameraet i hverdagen, og se om det nu også er rigtigt. Vil jeg få taget flere billeder og video med kameraet, eller bruger jeg stadig mobilen til det?

Batteriet gør ikke forskellen, da det som udgangspunkt blot kan holde til 2 timers optagelser. Prisen gør det heller ikke, da 1.700 kroner kan være for meget for mange. Stilen, vægten og tilgængeligheden kunne gøre det. Ligeledes ser jeg meget frem til muligheden for at kunne broadcaste live direkte til Youtube. En funktion, der meget vel kunne hjælpe kameraet rigtig på vej. 

Men det kigger vi nærmere på, når vi får mulighed for at teste HTC Re på et senere tidspunkt.