- 2000 kr? Det kan man knapt få et par sko for

For første gang forsøger Folketinget sig i dag tirsdag med en ny og mere livlig debatform, hvor partiformændene får lov at skyde direkte på statsministeren.

Men det blev en henkastet bemærkning fra Lars Løkke, der fik mest opmærksomhed, nemlig om hvorvidt 2000 kroner er mange eller få penge at få mere om måneden.

- Det kommer på, hvem man er, lød det fra Venstre-formanden, inden han tilføjede:

- Nogle steder kan man sikkert få et par sko for de penge.

Den bemærkning fik hurtigt regeringspartisoldaterne frem i stolesæderne.

"Om over 2000 kr. mere om måneden gør en forskel afhænger af, hvem man er, siger Løkke. Han bruger også ti gange mere på en rejsedag," skriver SF-næstformand Peter Westermann på Twitter med henvisning til, at Lars Løkke har brugt næsten 24.000 kroner om dagen, når han har været på rejser for klimaorganisationen Global Green Growth.

Socialdemokraternes Mogens Jensen følger op med henvisning til en anden af Løkkes pinlige sager:

"2000 kr. - det er 40 fadøl."

Den politiske kommentator Hans Engell er heller ikke imponeret.

- Det er ikke nogen smart bemærkning midt i debatten om Løkkes egne store rejseudgifter, siger han til tv2.dk.

Læserne på tv2.dk er om muligt endnu mindre imponerede.

"2000 kr. er det, min søn og jeg spiser for på en hel måned," skriver Anne Dorthe blandt andet.

"Jeg kan ikke engang rejse fra Bornholm, hvor jeg bor, til Sjælland og hjem igen for 2000 kr." skriver Lars Jensen.