Brystlæge anklaget for grove fejl

16x9

De opsøgte ham for at blive smukkere, men listen over kvinder, der er blevet skadet af en 46-årig speciallæge, er lang.

I hvert tilfælde ifølge anklager Jakob Buch-Jepsen, der i næste uge indleder en omfattende retssag mod plastikkirugen - der selv erklærer sig uskyldig i lægesjusk.

I et tilfælde skal lægen have efterladt en serviet i en opereret kvindes bryst, ligesom han skal have tildelt fire kvinder alvorlige brandsår under en proces, hvor han lukkede deres operationssår til med et brændejern.

Kritik af operation pĂĄ 17-ĂĄrig
I alt skal han ifølge tiltalen have udvist grovere eller gentagen forsømmelse i forhold til op mod 27 patienter. På sin egen klinik - og i et enkelt tilfælde i forbindelse med et hjemmebesøg, han foretog som vagtlæge.

Anklageskriftet i sagen omfatter desuden en brystforstørrende operation på en 17-årig pige, hvor lægen ikke foretog puls- og blodtryksmålinger, ligesom journalføringen ifølge tiltalen var mangelfuld, og der ikke var indhentet tilstrækkeligt informeret samtykke.

Efter omtale i medierne fraskrev den 46-årige læge sig frivilligt sin lægeautorisation i 2011, men ifølge sagens anklager fortsatte han med at agere som læge også efter det.

Falske recepter
- Han er også tiltalt for uagtsom legemsbeskadigelse, der har givet varige men, siger Jakob Buch-Jepsen, der vil nedlægge påstand om mindst tre måneders fængsel, frakendelse af retten til at virke som læge samt erstatning til de forurettede patienter.

Også over for apoteker gav han indtryk af, at han var læge, og på den måde fik han mindst 10 gange udskrevet medicin til sig selv.

Desuden kan han have overtrådt straffeloven ved at skrive en speciallæges initialer i en patientjournal som bevis for, at speciallægen havde ført tilsyn efter en operation.

Domsmandssagen begynder tirsdag, og der er indkaldt mindst 23 vidner.

Tidligere har Patientombuddet kritiseret lægen i 40 konkrete sager.