Hadefuld og ubarmhjertig debat gør ondt på arbejdsløse

Det er hårdt at høre sig selv omtalt som samfundsnasser, når man i forvejen er sårbar, siger stressekspert.

Tonen er for barsk, og det flyder med fordomme. Sådan opleves debatten om arbejdsløshed blandt mange danskere, som selv står uden job.

Det viser en meningsmåling foretaget af analyseinstituttet SSI Danmark for Min A-Kasse ifølge Avisen.dk.

761 ledige danskere har deltaget i undersøgelsen.

- Målingen viser desværre det, vi forventede. Tonen er hård og ubarmhjertig. Arbejdsløse bliver nærmest gjort ansvarlige for finanskrisen og beskyldt for at være dovne, siger kommunikationschef for Min A-Kasse, Simon Bauer, til Avisen.dk.

Tre ud af fire er enige eller meget enige i, at der er mange fordomme om arbejdsløse i Danmark. Samtidig erklærer 62 procent sig enige i, at tonen i debatten om arbejdsløshed er for hård.

Simon Bauer tilføjer, at man efter en fyring har behov for at bygge sig selv op igen, og at den grimme tone i debatten gør det vanskeligt. En af dem, der for tiden mærker netop det, er den arbejdsløse tekstforfatter Chris Alban:

- Det er stressende nok i sig selv ikke at kunne finde arbejde, siger han.

- Når debatten så kører, får jeg at vide, at vi er dovne, og at det er vores egen skyld, at vi er ledige. Det gør mig bekymret og smitter i den grad af på mine ansøgninger og jobsamtaler, tilføjer den 38-årige Chris Alban.

Foreningen "Behandl os ordentligt", der taler de arbejdsløses sag, genkender også billedet.

- Mange har skrevet til os, at de føler sig jagtet, især efter at debatten er blusset meget op, siger talsmand for foreningen, Peder Bæk, til Avisen.dk.

At høre sig selv omtalt som doven samfundsnasser kan være utroligt stressende, når man i forvejen er i en sårbar situation, lyder det fra stressrådgiver Helle Alsted.

- Retorikken gør det legitimt at fordømme de ledige, og det er ekstremt hårdt for mennesker, der bruger alle deres vågne timer på at komme ud af deres situation, siger hun til Avisen.dk.

/ritzau/