Frederik og Mary på bjergvandring

Kronprinsparret er på officielt besøg i Chile med udenrigsminister Villy Søvndal. Søndag var der tid til et besøg i en nationalpark udenfor Santiago

Med en vandring i Andesbjergene og storslået udsigt over Chiles hovedstad Santiago tog kronprins Frederik og kronprinsesse Mary hul på det officielle besøg i det sydamerikanske land, hvor også udenrigsminister Villy Søvndal (SF) deltager.

Besøget varer i fem dage, og formålet er at øge samhandlen mellem Chile og Danmark. Repræsentanter for 55 danske virksomheder er derfor med på det officielle besøg for at deltage i en række erhvervsseminarer og møder med chilenske virksomheder.

En række danske virksomheder i Chile får besøg af kronprinsparret.

Det gælder Grundfos, Maersk Container Industri i San Antonio, der skal være hjemsted for verdens største kølecontainerfabrik udenfor Kina, FL Smidths nye supercenter for reservedele og kundeservice i Atacama-ørkenen i det nordlige Chile.

Sidste programpunkt bliver et besøg i en kobbermine, hvor den danske virksomhed Sunmark leverer verdens største solvarmeanlæg.