Amdis advokat: Nu må vi se om han dukker op

16x9

"Det er en besyndelig afgørelse. Men vi må jo tage Højesterets afgørelse til efterretning".

Det siger advokat John Korsø Jensen, der er advokat for Tvind­stifteren Mogens Amdi Petersen.

Højesteret besluttede i dag, at sagen mod Mogens Amdi Petersen og tre andre højtstående Tvind­folk nu kan fortsætte med flere års forsinkelse.

Advokat John Korsø Jensen så sidst sin klient i 2006, da Mogens Amdi Petersen og en række andre Tvind­ledere blev frikendt for skattesvig i Ringkøbing Byret efter en flere år lang retssag.

Derefter forsvandt Mogens Amdi Petersen til udlandet. Og da anklagemyndigheden kort efter besluttede at anke byrettens dom til Landsretten, kunne man ikke finde Mogens Amdi Petersen og forkynde anken for ham.

Siden har juristerne argumenteret frem og tilbage om, hvordan sagen skulle komme videre, når man ikke kunne få fortalt Mogens Amdi Petersen, at han skulle møde o til ankesagen.

I dag slog Højesteret så fast, at når man har forsøgt at indkalde Mogens Amdi Petersen via Statstidende, så er det nok til at sagen kan fortsætte. Noget som forsvarerne hele tiden har været imod.

"Det betyder sandsynligvis, at anklagemyndigheden nu vil få berammet et retsmøde i Landsretten. Og så må vi jo se, om Mogens Amdi Petersen dukker op. Jeg har ikke selv hverken set eller talt med ham siden 2006, så jeg ved ikke noget om hvad han har tænkt sig," siger John Korsø Jensen.

Møder Mogens Amdi Petersen og de andre tiltalte ikke op, så er der to muligheder:

"Normalt vil sagen ikke begynde, hvis den tiltalte ikke er mødt op. Under helt særlige omstændigheder kan sagen dog gennemføres uden til tiltalte, men det er ganske usædvanligt," siger John Korsø Jensen.

Mogens Amdi Petersen blev anholdt i 2002 i en lufthavn i Los Angeles, og blev udleveret til Danmark et halvt år senere. Han sad varetægtsfængslet indtil starten af 2003.

Kort forinden var retssagen mod Mogens Amdi Petersen og syv andre Tvindledere startet i Ringkøbing. Først i august 2006 faldt byrettens afgørelse: Kun en af de otte fik en betinget dom. De syv andre - blandt dem Mogens Amdi Petersen -blev frifundet.