Se hvad Amagermanden skrev til sin søn

16x9

Bøn fra fængslet: "Hvis du vil "redde" mig, så er det lige nu det skal ske"

Den såkaldte Amagermand - Marcel Lychau Hansen - er i retten for at have smuglet breve med sin egen sæd ud til sin søn og opfordre ham til at begå en voldtægt.

I retten i dag blev brevene lagt frem. Amagermanden, der i forvejen er idømt livstidsfængsel, nægter sig skyldig.

Her er, hvad der bl.a. stod i brevene:

"Hej min søn, vi kan nu bevise, at jeg var på arbejde, da hende på Amagerkollegiet blev overfaldet, hvis mit dna dukker op i de næste fremtid, så kan de ikke holde mig mere, du bliver nødt til at gøre et eller andet for jeg har brug for din hjælp nu, det hele vil blive afgjort på mit dna. Så hvis du vil "redde" mig, så er det lige nu det skal ske, hvis ikke, så er jeg bange for, at jeg bliver dømt. Elsker dig, far."

Og:

"Hej N. Er i skide godt humør min advokat siger, at vi er på rette vej. Han mener, at vi har vundet alle dage indtil nu. Prikken over i´et ville være, at mit dna vil blive fundet i en sag udenfor, hvis du slår en eller anden ned og bruger mit DNA, så kommer jeg ud og det er jeg helt sikker på. Så om du kan det, ved jeg ikke, men som det ser ud lige nu, er det kun dna der kan få mig i fængsel. Lykkes det, så kan jeg komme fri. Når jeg kommer ud, vil vi sagsøge pressen, politi og alle, som har prøvet at stikke mig. Min dreng, elsker dig, det er lige nu, du skal slå til og der er alt at vinde denne gang, så prøv at gøre alt, hvad er står i din magt."

Og:

"Hej min dreng, tak for røgen. Det var lige noget som jeg kunne bruge. Nu er det snart sidste udkald, hvis du skal kunne hjælpe mig. Håber du finder på et eller andet, for jeg har brug for det, N.Ved godt, hvor svært det er for dig og extra meget nu, hvor du er blevet far (S er bare for dejlig) Håber bare snart, at jeg kan komme ud til Jer. Elsker og savner jer for vildt. Knus og kram far."

Og:

"Hej min dejlig dreng. Jeg kan kun sige, at nu er det ved at være sidste chance for at hjælpe mig med at komme ud til Jer. Du må sku snart finde på et eller andet snart, for jeg holder det ikke ud i længden, og hvis de dømmer mig livstid, så ved jeg ikkke, om jeg nogensinde kommer ud igen. Det ville jeg ikke kunne leve med. En ting er sikkert, hvis de ikke finder mit dna i en anden sag, så bliver jeg dømt. Elsker jeg og det vil jeg gøre resten af mit liv ligemeget "vad".

Næste vidne er ansat ved kriminalteknisk center og er ekspert i håndskrift og har analyseret de breve, Amagermanden smuglede ud til sin søn.

Hendes konklusion er, at der er en overordentlig stor sandsynlighed for, at det er Marcel Lychau Hansen, der har skrevet brevene.

Hans forsvarsadvokat valgte ikke at bestride, at det var hans sæd, der var fundet i gummidutterne.