Panda vil løbe 42 km i København

16x9

Jonas Juhler Hansen vil løbe Copenhagen Marathon iført en pandadragt

På søndag vil København igen være fyldt med maratonløbere. I år vil en af deltagerne dog nok få tilskuerne, og de andre løbere, til at kigge en ekstra gang.

En af deltagerne er nemlig en panda. Eller det vil sige en mand i en pandadragt.

Jonas Juhler Hansen, som til daglig arbejder som Online Manager i WWF Verdensnaturfonden, har nemlig givet sig selv noget af en udfordring. Han vil løbe 42.195 kilometer iført en pandadragt.

På prøvetur ved Utterslev Mose
Det er dog langt fra første gang Jonas Juhler Hansen har løbet distancen. Hele 10 gange har han løbet maraton - men aldrig i andet end helt almindeligt løbetøj. Han har dog været ude at prøve det nye sæt "løbetøj" forud for søndagens udfordring.

"Jeg har løbet en prøvetur på fem kilometer ved Utterslev Mose. Det gav en helt fantastisk respons. Folk hujede og klappede og trafikken stoppede næsten."

Ekstra vand og "førerhund" som hjælp
Jonas Juhler Hansen regner ikke med at kunne gennemføre løbet på de tre - tre en halv time, han plejer at løbe de 42 kilometer på.

"Jeg regner med at kunne gennemføre løbet indenfor fem timer. Det er omkring otte kilometer i timen, og det kan man jo næsten gå."

Men fem kilometer er langt fra det samme som en tur på 42 kilometer, og Jonas Juhler Hansen ved da heller ikke, hvad der kommer til at ske efter de fem kilometer.

"Det er varmt, og jeg kommer til at miste meget væske. Mange siger, at jeg kommer til at kollapse af væskemangel. Jeg har dog ekstra vand med i en væskerygsæk, og jeg har venner, der står på ruten med vand."

Til at hjælpe sig med at navigere har Jonas Juhler Hansen også en kollega fra WWF med til at være hans "førerhund".

"Det er svært at se noget med dragten på. Man kan se lidt ned og fremad, men man kan for eksempel ikke se andre løbere, kantsten eller huller i vejen. Det er lidt som at have skyklapper på, fortæller Jonas Juhler Hansen til TV2.dk.

Giv et beløb til pandaen
Jonas Juhler Hansen har inden løbet lavet en egen indsamling til fordel for WWF Verdensnaturfonden. Målet er at få samlet 10.000 kroner ind inden løbet.

"Indtil videre har jeg samlet cirka 6000 kroner ind. Det mest overraskende er, at 2/3 dele af donationerne kommer fra mennesker, jeg ikke kender. Så indsamlingen går rigtig godt."

Men Jonas Juhler Hansen håber ikke kun på penge i indsamlingsbøssen på søndag.

"Jeg håber på, at det bliver overskyet med en let brise, så jeg kan få noget ventilation inde i hovedet. Men desværre lover meterologerne vist varmt og fugtigt vejr."