Hvem var de kjortelklædte mænd?

16x9

"Sharia i Danmark", råbte en gruppe mænd foran Korsgadehallen. Én er tidl. terrortiltalt

Da den muslimske prædikant Bilal Philips i går talte i Korsgadehallen på Nørrebro, blev han ved indgangen hilst velkommen af en gruppe mænd, der højlydt agiterede for "Sharia i Danmark".

Én af de personer, der udtalte sig til TV 2, var Adnan Avdic. Han sagde blandt andet, at:

"Én, der ikke går ind for sharia, er ikke muslim. Sådan er det. Det er budskabet i dag fra os muslimer. Vi går ind for sharia. I går ind for dyresex. Vi går ind for sharia."

Adnan Avdic er kendt for at færdes i de ekstreme, muslimske miljøer. Han sad varetægtsfængslet i 16 måneder og blev tiltalt i terrorsagen fra Glostrup, men blev frikendt pga. manglende beviser. Anklagen gik på, at han stod i ledtog med en svensker og en dansk-tyrker, der havde anskaffet sprængstoffer i Bosnien.

Der findes "et par hundreder" personer i Danmark, der deler samme fortolkning af islam som Adnan Avdic og de andre kjortelklædte mænd foran Korsgadehallen.

Artiklen fortsætter under videoen

Dét vurderer Lene Kühle fra Aarhus Universitet. Hun har bl.a. forsket i de religiøse miljøer i Danmark.

"Det var med stor sandsynlighed mænd, der er tilhængere af Salafi-islamisme. Det er en retning, som betragter sig selv som de eneste rigtige muslimer og lever deres liv som profeten Muhammed. Derfor går de også kjortelklædte som profeten gjorde," siger Lene Kühle til tv2.dk.

Fortolker Koranen bogstaveligt
Salafisterne mener, at Koran skal tages absolut bogstaveligt, og de mener, at samfundet skal indrettes efter de regler og normer, der gældte på profeten Muhammed samt de efterfølgende tre generationers tid i Mekka og Medina. De går mere op i religion end egentlig politik, da de mener, at samfundet bør ledes af religiøse ledere frem for politiske.

Lene Kühle mener, at salafister bevæger sig i udkanten af de muslimske miljøer i Danmark, men deres tilstedeværelse har haft betydning for Bilal Philips' besøg i Danmark.

"Islamisk Trossamfund har formentlig følt sig presset af den her "vækkelse" til at invitere en mand som Bilal Philips," siger hun.

Salafister sympatiserer ikke nødvendigvis med terrorisme, men at en mand som Adnan Avdic, der har været sat i forbindelse med terrorisme, er med til at kæde islamisme og terrorisme sammen og dermed stigmatisere mange muslimer, mener Lene Kühle.