Nazi-tilråb skaber kaos i EU-Parlamentet

EU-parlamentariker blev sendt uden for døren, efter han beskyldte en parlamentskollega for at være fascist.

Selvom der normalt er højt til loftet under debatterne i EU-Parlamentet, er det ikke velanset at beskylde sine kolleger i parlamentet for at være fascister og antyde, at de har nazistiske tilbøjeligheder.

Det måtte den britiske EU-parlamentariker Godfrey Bloom sande onsdag. Han blev nemlig onsdag eftermiddag smidt ud af parlamentet for anden gang samme dag.

Første gang skete det, efter Bloom under et oplæg af lederen for den socialdemokratiske gruppe, tyske Martin Schultz, råbte "ein Volk, ein Reich, ein Führer". Det var et slogan under Hitlers Nazityskland.

Tilråbene fik formand for EU-Parlamentet, Jerzy Buzek til at forlange en undskyldning fra Bloom, som i stedet svarede tilbage ved at kalde Schultz for "udemokratisk fascist".

Det blev for meget for formandskabet, der viste briten uden for døren for dårlig opførsel.

Der gik dog ikke lang tid før, Bloom var tilbage i salen, denne gang til parlamentets afstemning. Men her var han heller ikke velkommen, og formandskabet gav atter Bloom besked på at undskylde, eller forlade salen.

Det nægtede Bloom dog, og selvom en afstemning blandt parlamentarikerne bakkede op om bortvisningen forlod Bloom først salen, efter en fem minutters pause og under trusler om, at han ellers ville blive smidt ud af sikkerhedsvagter.

- Man har ret til at sige hvad man vil i salen. Fordi de ikke kan lide mig, for de ting jeg har sagt, er jeg blevet smidt ud, og jeg må ikke stemme. Det her viser hvor skandaløst udemokratisk det her sted er, sagde Bloom, da han kom ud fra salen

Godfrey Bloom er medlem af det meget EU-skeptiske britiske parti United Kingdom Independence Party (Ukip), som valgte at udvandre sammen med ham. Det er ikke første gang, at det netop det parti har haft problemer med at holde en god tone i debatten.

Partiets leder Nigel Farrage har således tidligere kaldt EU-præsident Herman Van Rompuy for en våd karklud, hvilket udløste en bøde fra formandskabet i EU-Parlamentet.

/ritzau/