Elever skal slå socialminister i skoleskak

Skoleelever fra Bavnehøj Skole i København skal spille skak med socialminister Benedikte Kiær (K), når hun tirsdag besøger projekt "Bring Minoriteterne i Spil".

Børn og unge på skoler i socialt belastede områder tilbydes i udviklingsprojekt "Bring minoriteterne i spil" at lære at spille skak. Formålet er at forbedre børnenes koncentrationsevne, at styrke deres analytiske evner og give dem bedre muligheder for at deltage i det organiserede fritidsliv.

Socialminister Benedikte Kiær støtter tirsdag projektet ved personligt at møde op på Bavnehøjskolen i København for blandt andet at spille skak med elever fra tredje klasse.

Projektet er finansieret af midler fra satspuljerne, og medarbejdere fra Dansk Skoleskak håber, at mange skoler i socialt belastede områder i København og Århus vil være med.

- Erfaringerne viser, at skoleskak fanger eleverne, giver dem gode oplevelser og styrker deres faglige og sociale kompetencer. Når undervisningsforløbet er afsluttet, fortsætter en del af eleverne med at spille skak i de frivillige foreninger, der typisk oprettes på skolerne efterfølgende, siger Mads Jacobsen,

generalsekretær i Dansk Skoleskak.

/ritzau/