Guide: Takt og tone på nettet

Vi kender det allesammen; på nettets mange debatfora kan diskussionerne hurtigt blive meget livlige og ind i mellem ender det med mudderkastning, tils

Vi kender det allesammen; på nettets mange debatfora kan diskussionerne hurtigt blive meget livlige og ind i mellem ender det med mudderkastning, tilsvining og andre ubehageligheder, der kan få en til virkelig at komme op af stolen i vrede. Og så er det meget nemt at komme til at give svar på tiltale og kaste omkring sig med lidet flatterende udtryk.

Emma Gad skrev for 92 år siden bogen Takt og Tone, hvori hun pointerede, at egentlige retningslinjer for god opførsel kun er nødvendige, når folk ikke opfører sig hensynsfuldt over for hinanden - etikette er kun nødvendig, når folk begynder at opføre sig hensynsløst.

Og mens man her, knap et århundrede efter bogen udkom, kan grine lidt i skægget over mange af hendes regler for ordentlig opførsel, så er der nogle af hendes råd, der er gyldige den dag i dag. Hun skrev blandt andet:

"Lad Dem ikke henrive til i Vrede at sige de uoprettelige Ord, der aldrig kan tilgives."

Og:

"Høflighed er saa noget nær det stærkeste Vaaben, man kan have i Hænde. Jo mere Uhøflighed man møder hos en Modpart, jo stærkere staar man, naar man selv er fuldt ud høflig."

Og det er faktisk ikke helt dumme retningslinjer i netiketten.

[image:fid:35759]

Netikette

Ordet netikette stammer fra det engelske "netiquette,"  der er sammentrækningen af ordene "network" og "etiquette" og opstod efterhånden diverse fora på nettet blev mere og mere udbredt, fordi mange mennesker nemt kommer til at smide tøjlerne og glemme alt, hvad der hedder høflig omgangsform, når de sidder skjult bag en computerskærm.

Det drejer sig ikke om faste regler, men nærmere nogle retningslinjer, der kan gøre ens færden på nettet langt mere behagelig. De væsentligste regler er:

Husk mennesket på den anden side.

Ja, der sidder faktisk et andet menneske af kød og blod på den anden side af skærmen. Derfor bør man opføre sig over for andre på nettet, som man ville opføre sig over for andre ude i den virkelige verden - dette gælder naturligvis ikke, hvis man også er en ubehagelig person i virkeligheden. Lad være med at kalde folk for navne, kalde dem dumme, hvis de ikke deler din overbevisning, og bliv ikke personlig.

Flame wars og trolls

Når folk af forskellig overbevisning begynder at køre hetz på hinanden, så kaldes det en flame war. Vi ser det også her på siden, når ivrige folk fra Mac-lejren og fra PC-lejren begynder at diskutere, så gnisterne de fyger. I stedet for at gå hen og blive personlige over for den anden lejr og dens tilhængere, så kan det godt betale sig lige at tælle til ti og erkende, at du alligevel aldrig får de andre overbevist om, at produkt X er langt bedre end produkt Y. Det er det måske for dig, men det er det ikke nødvendigvis for modparten.

[image:fid:35760]

Trolls (eller trolde) er folk, der med fuldt overlæg kommer med en udtalelse med det ene formål at få andre til at hidse sig op. Her på siden kunne det være en Mac-fanatiker, der under en nyhed om Windows 7 sviner alt, hvad der har med Windows, Microsoft og Bill Gates til for at more sig over, at folk hidser sig op. Lad være med at fodre trolden ved at svare på den slags indlæg.

Stavning og store bogstaver

Selvfølgelig er det en god idé lige at checke sin stavning, inden man skriver et nyt indlæg, men nu er det nu engang sådan, at ikke alle folk staver lige godt - så lad være med at kommentere på, at folk har stavet noget forkert. Det er uhøfligt.

STORE BOGSTAVER SVARER TIL AT RÅBE. Lad være med at skrive ting kun med store bogstaver. Der er ubehageligt at læse, og som sagt svarer det til at råbe.

Hav tålmodighed

Det kan godt være, at du er en alvidende gadgetguru, men det gør det ikke i orden at være hånlig over for folk, der stiller, hvad du anser som dumme spørgsmål. Svar venligt på det og husk, at du også engang var nybegynder.

Og lad være med at lade dig hidse op over folk, der ikke opfører sig ordentligt - svar kontant og afmålt uden brug af alle mulige kraftudtryk - selvom det er svært at lade være, hvis nogen lige har kaldt dig for idiot.

Brug smileyer

Det kan godt være, at du selv er klar over, at du mener noget ironisk. Men folk kan ikke læse toneleje og ansigtsudtryk ud fra tekst på en computerskærm. Hvis du mener noget med et glimt i øjet, så afslut det med en blinkesmiley: 

;-)

Men lad være med at smide dem ind overalt - nogle folk tror, at de kan bryde alle regler for god opførsel ved at smide en blinkende smiley ind.

Spam

[image:fid:35761]

Lad være med at reklamere for alt muligt, der ikke har noget med sagen at gøre. Det er ikke i orden at smide en salgsannonce for din udslidte bil ind, hver gang du kan slippe afsted med det. Overordnet set kan man sige, at man kun skal skrive ting, der har med emnet at gøre.

Ind i mellem kan folk her på siden selvfølgelig spørge om nogle oplysninger om teknik, der ikke har noget med emnet at gøre, fordi de ikke ved, hvor de ellers skal spørge. Det skal der selvfølgelig være plads til.

Nettet glemmer ikke

Husk, at har du først skrevet noget på nettet, så er der en god chance for, at det ligger derude til den dag, nettet ophører med at eksistere. Så tænk dig om en ekstra gang, før du poster noget, som der er den mindste chance for, at du vil fortryde om ti år.

-

Fulgte alle disse regler, ville det faktisk være noget mere behageligt at færdes på nettet for alle. Vigtigst af alt, så husk at det er rigtige, levende mennesker, der sidder og læser det, du skriver.