Solcelle-gigant går konkurs

16x9

Verdens største producent af solcellepaneler går konkurs. Det skriver det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

Dr. Zhengrong Shi må være en bitter mand i dag. Hans livsværk, verdens største producent af solcellepaneler, Suntech, er netop blevet erklæret konkurs. Det meddeler det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

Dr. Zhengrong Shi havde ellers store ambitioner med virksomheden og har således luftet skyhøje visioner på virksomhedens vegne.

- Jeg håber, at Suntech om 10 år kan blive en gigant som BP og Shell. Det er ganske realistisk, sagde dr. Shi tilbage i 2009.

Klimavenlig teknologi
Men med dagens konkurs må Shi altså begrave sine visioner og indstille sig på, at han ikke længere kan være det førende billede på, hvordan Kina i mange tilfælde har førertrøjen på, når det kommer til klimavenlig teknologi.

Sidste uge kom det frem, at Suntech havde misligholdt betalinger på 541 millioner dollar i obligationsværdier.

Suntech sagde mandag, at den ville forsøge at redde stumperne ved at omorganisere virksomheden. Men det holdt kun til i dag, hvor den nu er blevet erklæret konkurs.

Verdensspiller på grønt marked
Med en produktionskapacitet på 1800 MW årligt ved udgangen af 2010 har Suntech flere gange bevist deres berettigelse som verdensspiller på det grønne marked.

Gennem tiden har Suntech leveret mere end 13.000.000 solcellepaneler til tusindvis af virksomheder i mere end 80 af verdens lande.

Suntech havde i 2011 en global markedsandel på 8,1 procent indenfor solcellepaneler