Lån & Spar siger nej til bankpakke II

16x9

Lån & Spar er solid og har ikke brug for ekstra kapital

Lån & Spar Bank holder sig ude af bankpakke II og siger dermed nej til regeringens tilbud om lån til såkaldt hybrid kernekapital. Det besluttede banken på et bestyrelsesmøde torsdag.

"Lån & Spar Bank er en veldrevet bank med et solvenstal på 23, som er et af landets bedste. Der er en meget stabil udvikling i bankens økonomi, og vi har derfor ikke et behov for at låne fra staten, siger administrerende direktør i John Chistiansen i en pressemeddelelse.

Banken har en såkaldt kernekapitalprocent på 18,2 og med regeringens anbefalede minimum på 12 procent, er der ingen grund til at låne penge for at forøge kapitalgrundlaget.

Onsdag meldte Arbejdernes Landsbank ud, at man også holder sig væk fra den statslige kapitalindsprøjtning fra bankpakke II.