Black Friday: Derfor skal du trækkes med endnu en amerikansk tradition

16x9

Amerikanerne vælter sig i gode tilbud på Black Friday, men nu kan danskerne også få glæde af de favorable priser. Traditionen er nemlig skyllet ind over landet, ligesom mange af de andre amerikanske traditioner.

Halloween, Valentinsdag og Thanksgiving er blot nogle af de traditioner, som har fundet vej til danskerne. Men nu melder en ny i rækken sig.

I morgen er det Black Friday. Det er en tradition, hvor de amerikanske butikker - både de fysiske og dem på nettet - flyder over med gode tilbud. Den tradition er vi i Danmark ved at adoptere.

I Danmark reklamerer butikkerne lige nu også med Black Friday-tilbud. En ny tradition er kommet til landet, for vi danskere kan nemlig slet ikke få nok af traditioner.

- Vi lever i en tid, hvor alting flyder rundt for os. Vi haster rundt og har altid travlt, fordi fritid og arbejde flyder sammen. Midt i det kaos vinder traditioner indpas, fordi de har en beroligende betydning. Det er noget, vi samler os om. Samtidig er det nemt at forholde sig til traditioner, fordi der er en opskrift på dem modsat så meget andet her i livet, forklarer Anne-Marie Dahl, fremtidsforsker og cand.scient.pol.

Vilde med amerikanske traditioner
Vores egne traditioner som Jul og Mortens Aften er ikke længere nok for os. Derfor importerer vi nogle nye fra udlandet, og det er især de amerikanske traditioner, vi tager til os.

- Verden er blevet mere gennemsigtig, hvor vi ser andres traditioner, og det inspirerer. Særligt er vi inspirerede af USA, fordi vi ser serier som 'Venner', hvor de fejrer højtiderne. De er blevet synlige for os, fortæller Anne-Marie Dahl.

I USA står folk i kø foran butikkerne allerede fra midnat af.

Der er nærmest kaos-lignende tilstande. Helt så vild er traditionen endnu ikke i Danmark.

Ekspert: Her holder traditionen ikke
Anne-Marie Dahl forudser, at traditionen kan blive et hit, hvis man ser på delen omkring netshopping, da vi i forvejen køber mange ting fra USA over nettet.

- Den kan vinde indpas, fordi vi shopper så meget over nettet, så de amerikanske netbutikkers tilbud kan nemt nå danskerne.

I de fysiske butikker giver eksperten dog ikke traditionen mere end nogle års levetid.

- Black Friday vil godt kunne glide ud igen, fordi vi får kvalme af overforbrug. Vi kan bedre lide de traditioner, der giver ro og nærvær. Det er derfor, vi så godt kan lide Valentinsdag. De giver værdi til en travl hverdag, siger Anne-Marie Dahl