Så dyrt er verdens største containerskib

Mærsk Mc_Kinney Møller er det første skib i Triple E_serien og er opkaldt efter den folkekære Mærsk_direktør, der sad ved roret mellem 1965 og 1993

Mærsk Mc-Kinney Møller er det første skib i Triple E-serien og er opkaldt efter den folkekære Mærsk-direktør, der sad ved roret mellem 1965 og 1993

Tirsdag eftermiddag passerer verdens største containerskib, Mærsk Mc-Kinney Møller, Storebælt på sin vej mod Gdansk i det nordlige Polen.

Og det er et dyrt skib, der sejler mellem Fyn og Sjælland.

Skibet er bygget på skibsværftet Daewoo Shipbuilding & Marine Engineering (DSME) i Okpo, der ligger i Sydkorea, og ifølge DSME har det kostet lidt mere end en milliard danske kroner at bygge skibet.

10 milliarder for 10 skibe
Det 400 meter lange containerskib, der sejler under dansk flag, har plads til 18.270 containere.

Skibet Mærsk Mc-Kinney Møller, der er opkaldt efter den afdøde skibsreder, er et Triple E-skib.

De tre E'er står for Economy of scale (stordrift), Energy efficiency (energibesparelse) og Environmentally improved performance (forbedret miljømæssig ydeevne).

Det sydkoreanske skibsværft sikrede sig aftalen med Mærsk i 2011. Aftalen lød i første omgang på i alt 10 Triple E-skibe til en værdi af mere end 10 milliarder danske kroner. Senere blev yderligere 10 skibe bestilt.