Fortovs-styrt: Sådan får du erstatning

16x9

Falder du på naboens isglatte fortov, er der en række ting, du skal sikre dig, hvis du er berretiget til erstatning

Spejlglatte fortove fyldt med sne, is og skæve fliser ender mange gange med en uheldig udgang. Falder du og slår dig, er det ikke dit ansvar, for det er grundejeren, der skal sørge for, at fortovet er ryddet.

Ifølge ErstatningsAdvokaterne er der dog et par vigtige ting, man skal huske på, hvis du skal kunne bevise, at fortovet var glat, da du mistede fodfæstet på din gåtur.

- Hvis man har en mobil på sig, er noget af det vigtigste at få taget nogle fotos af selve ulykkesstedet, så man kan beskrive, hvordan vejret var på ulykkestidspunktet, siger advokat Lone Hougaard til tv2.dk.

Vigtigt med vidner
Det er vigtigt at tage billeder af både vejr og vejforhold, så det er muligt at se, om der er strøget grus og salt, og om der er huller i vejen eller skæve fliser.

Derudover er det en fordel, hvis du er berettiget til erstatning, at der er nogle mennesker, der har set dit styrt.

- Det ville være rigtig godt, hvis der er vidner. Det bedste er selvfølgelig nogle vidner til selve ulykken. Det kan også bare være vidner, der kan bevidne, hvordan vejret var. Der er det vigtigt at få både deres navn, adresse og telefonnummer, forklarer Lone Hougaard.

Tidspunktet er vigtigt
Det er også værd at notere sig, hvornår på dagen ulykken er sket. Man skal huske på, at hvis man går ud om natten, har grundejeren ikke samme pligt til at rydde fortovet, hvis det lige er begyndt at sne.

- Hvis man er kommet til skade, skal man opsøge læge eller skadestue, fortæller advokaten, der råder til, at man også fortæller lægen, hvad der er sket.

Når man kommer hjem fra lægen eller skadestuen, skal man kontakte grundejeren og fortælle, at man er faldet på vedkommendes fortov, og at det skal meldes til deres forsikring.

Så meget kan du få i erstatning
Hvad man kan få i erstatning, afhænger helt af den enkelte sag.

- Hvis man bliver sygemeldt, så vil man være berettiget til at få svie og smerte-godtgørelse og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra grundejerens ansvarsforsikring. På længere sigt kan man også være berettiget til at få godtgørelse for varigt mén og varigt erhvervsevnetab, siger Lone Hougaard.

I de fleste tilfælde bliver erstatningen for det uheldige fald klaret ved, at grundejerens ansvarsforsikring går ind og dækker for skaderne, og sagen kører som en ganske almindelig erstatningssag.

Hvis man har tegnet en ulykkesforsikring, kan man også melde det til sin egen forsikring, der kan dække yderligere, hvis man har fået varige mén på grund af ulykken.