De her forsikringer skal du have

16x9

Der er nogle forsikringer der er vigtige at have, du kan læse mere om hvilke her

Forsikringsjunglen kan hurtigt virke uoverskuelig at finde rundt i. Vi har her samlet nogle gode råd til, hvilke forsikringer man som minimum bør have.

"Vi ser gang på gang, når der er de her store brande, senest den i Kolding, at cirka 20 procent af dem, der bliver ramt, ikke har nogen indboforsikring. Det betyder, at de for det første mister alle deres ting, og at de ikke kan blive genhuset," siger konsulent i forsikringsoplysningen, Riccardo Krogh Pescatori.

Derfor råder han folk til som minimum at have en indboforsikring, også selvom man mener, at man ikke har særlig mange værdier. Hvis man gennemgår alle sine værdier i hjemmet, så kan man hurtigt blive overrasket. De fleste mennesker i dag har ting i hjemmet for imellem 80.000 og 100.000 kroner, mener Riccardo Krogh Pescatori.

Indboforsikring
Den forsikring der er mest standard, og som man i hvert fald bør have er altså en indboforsikring. Den dækker skader på ting boligen, hvis der for eksempel har været ildebrand. Det er vigtigt, at man tjekker en gang om året, om éns indboforsikring er opdateret, i forhold til de værdier man har i hjemmet.

"Man skal sørge for at have tjek på sin indboforsikring, om man er forsikret for den rigtige sum. Derfor skal man løbende holde øje med, om der er nok dækning. Typisk anskaffer man sig hele tiden nye ting, der koster et eller andet antal kroner, hvilket kan betyde at éns indboforsikring ikke længere er dækkende," siger Riccardo Krog Pescatori.

Ansvarsforsikring
I forbrugerrådet anbefaler man også folk til som minimum at have en indboforsikring. Og udover indboforsikringen bør man også sørge for at anskaffe sig en ansvarsforsikring.

"De fleste større selskaber har i dag en ansvarsforsikring tilknyttet indboforsikringen. Det er i hvert fald nogle af de vigtigste forsikringer," siger jurist i forbrugerrådet, Mads Mølgaard.

Ansvarsforsikringen dækker for eksempel, hvis man forvolder skader på andre mennesker.

"Det kan være et alvorligt problem, hvis man ikke har en ansvarsforsikring. Det kan betyde, at hvis man laver skader på andre, så skal man måske afdrage på det resten af livet," siger Riccardo Krogh Pescatori.

Ulykkesforsikring
Ulykkesforsikringen er ifølge Forbrugerrådet, ikke en forsikring man skal have, men en forsikring der er rar at have.

"Det er ikke en forsikring, der for eksempel skal sikre i mod et erhvervsevnetab over flere år, hvis du ikke kan arbejde. Der findes andre forsikringer på det område, typisk som tilknytning til din pensionsordning," siger Mads Mølgaard.

Ulykkesforsikringen giver et engangsbeløb til fri rådighed, som kan forsøde din tilværelse, eller hvis man har brug for at få installeret hjælpemidler i sit hjem som følge af en invaliditet. Men dette får man også i noget omfang hjælp til fra staten og det offentlige. Vil man være på den helt sikre side, så er en ulykkesforsikring en rar ting at have, men altså ikke en forsikring man skal have.

Lovpligtige forsikringer
Nogle forsikringer er der lovpligtigt krav om at man skal have. Hvis man eksempelvis bor i ejerboliger, så skal man have en såkaldt bygningsforsikring eller brandforsikring.

Har man fået sig en bil, skal man også som minimum have en ansvarsforsikring, i tilfælde af at man skulle komme galt af sted i en ulykke, og komme til at skade andre mennesker.

Hold dig opdateret
Mange mennesker kan have en tendens til at tegne forsikringer, og så aldrig kigge på dem igen. Men rådet fra både Mads Mølgaard og Riccardo Krogh Pescatori er, at man løbende ajourfører sine forsikringer.

Kig dine forsikringer igennem en gang om året, så du er sikker på, at du er dækket som du skal. Mange ting kan nå at ændre sig, som kan have indflydelse på dine forsikringer. Det kan som nævnt tidligere være, at du har købt nye ting til hjemmet, der har øget den samlede værdi på alt din indbo.

Som regel stiger din forsikring også en gang om året, hvilket vil sige, at du måske kan spare penge ved at skifte forsikringsselskab. Her kan du gå ind på forsikringsguiden.dk og sammenligne priser og dækning hos de forskellige selskaber.