Ole Krohn: Sådan er situationen for boligejere

16x9

En bekymring fjernet for boligejerne, men kan det få tøet fastfrossent boligmarked op?

KOMMENTAR: Ole Krohn, finansredaktør, TV 2En af de store vindere ved skattereformen er boligejerne. Regeringen havde foreslået en yderligere aftrapning af rentefradragsretten, men efter forhandlingerne med Venstre og de konservative blev det forslag trukket ud igen.

Risiko for prisfald
Regeringen foreslog at rentefradragsretten blev reduceret fra 25,7 procent til 20,6 procent i perioden fra 2017­2020. Indgrebet gjaldt renteudgifter for over 50.000 for enlige og 100.000 kroner for par. Boligøkonomer har beregnet, at det isoleret set ville give et fald i priserne på to procent på det et forvejen hårdt ramte boligmarked. Der er flere grunde til at forslaget blev trukket.

Forslag på skrotpladsen
Et iskoldt boligmarked har fået politikerne til at tøve en kende for de fleste økonomer er enige om, at det er en god ide at flytte skat fra bolig til arbejde. Men i sidste ene blev det nervøsiteten for en ny nedtur for boligmarkedet, der fik forligspartierne til at skrotte forslaget. I flere områder er priserne faldet med 30­35 procent siden toppen blev nået i 2006, og det har fået forbrugerne til at se pessimistisk på fremtiden.

Op i den rene luft
Millionformuer i mursten er blevet til et nul og da flertallet bor i ejerbolig herhjemme påvirker det store dele af forbruget. Folk kan se, at de er blevet fattigere, når det gælder boliger og pension. Selv de rekordlave renter har ikke kunnet lokke køberne på banen og en yderligere begrænsning af rentefradragsretten indebar en risiko for at gå fra ondt til værre på boligmarkedet.

Er det nok?
Det er tvivlsomt om det droppede indgreb mod rentefradragsretten er nok til at få boligmarkedet til at tø op. Nationalbanken er en af optimisterne og mener, at boligmarkedet er undervurderet og skal til at stige igen, mens andre ser på de dystre udsigter for den økonomiske udvikling i Danmark og i Europa og vurderer, at prisfaldene på boligmarkedet ikke er ovre.Kraftige prisfald i starten af i år har været med til at dæmpe temperaturen yderligere.

Bekymring væk
Nu er en bekymring fjernet fra boligejernes skuldre og selvom effekten er begrænset på den korte bane er tvivlen om skatteborgernes vilkår væk. Hvis man skal tage skattereform­aftalen for pålydende endda helt frem til 2022. Det har også været en af regeringens vægtigste grunde for at skynde sig med at få reformen på plads inden sommerferien.

Usikkerhed om en skattereform i månedsvis ville have givet tilsvarende usikkerhed hos borgerne og dermed ramme forbrug og boligmarkedet hårdt. Derfor var det så vigtigt at få en aftale på plads hurtigt.

Og i det lys skal det seneste ugers politiske spilfægteri ses.