EU: Spansk bankredning på vej

EU håber efter modtagelsen af spansk nødråb at have redningspakke klar for spanske banker i løbet af få uger.

Spanien har mandag formelt bedt de øvrige eurolande om op til 100 milliarder euro i hjælp for at redde landets skrantende banker.

EU's økonomikommissær Olli Rehn siger i en skriftlig udtalelse, at han nu har bedt sine folk om sammen med eksperter fra Den Europæiske Centralbank, Den Internationale Valutafond og Den Europæiske Bankmyndighed hurtigt at analysere behovet.

"Den analyse, som to private virksomheder for nylig lavede af kapitalbehovet, giver et godt udgangspunkt. Jeg er overbevist om, at vi i løbet af nogle uger kan indgå en aftale om betingelserne, så vi kan komme i gang med genopbygningen," siger Rehn.

To uafhængige revisionsfirmaer hyret af den spanske regering vurderede i sidste uge, at der over de næste tre år er brug for mellem 51 og 62 milliarder euro i ekstra kapital for at skærme spanske banker mod krisen i spansk økonomi og i boligsektoren.

Økonomi- og finansministrene i de 16 øvrige eurolande har allerede for et par uger siden givet deres politiske tilsagn til en hjælpepakke på op til 100 milliarder euro.

Lånenes præcise størrelse og de tilknyttede betingelser kan dog først forhandles på plads, nu den formelle anmodning er kommet.

Den spanske økonomiminister, Luis de Guindos, har sagt, at han håber, at Spanien kan få løfte om en rente på tre­fire procent og en løbetid på over 15 år.

Den spanske regering håber også, at pengene kan gå direkte til bankerne i stedet for som vanligt at blive udbetalt som et lån til regeringen.

Eurogruppen enedes på sit møde i torsdags om, at man helst vil udbetale penge til Spanien fra den nye permanente redningsfond, ESM.

Men da det endnu ikke er alle lande, der har ratificeret ESM­traktaten, kan der i første omgang blive tale om at hente pengene i den midlertidige redningsfond, EFSF.

Anvendelsen af EFSF kan dog blive besværlig, blandt andet fordi eurolandet Finland i så fald vil kræve at få pant i spanske aktiver.