Ferguson køber dansk firma

16x9

Et ungt dansk it_firma jubler efter at Manchester United_træneren har købt sig ind som storaktionær

Det unge danske it-firma, Atosho, har gjort et sandt scoop. Den legendariske fodboldtræner, Sir Alex Ferguson, har købt sig ind som storaktionær.

Siden 1986 har den 70-årige skotte med kæmpe succes stået i spidsen som manager for et af verdens største hold, Manchester United, og nu skyder Ferguson et tocifret millionbeløb ind Atosho, skriver dagbladet Børsen.

"Det er ikke let at skabe et nyt hold. Og det er endnu sværere at have tiltro til, at de kan levere. Holdet bag Atosho har tidligere bevist, at de formår at forvandle onlinekoncepter til store internationale succeser," siger Sir Alex Ferguson i en pressemeddelelse fra Atosho.

Så sent som februar 2011 blev den danskejede it-virksomhed Atosho registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Kan gøre en forskel
Det danske it-selskab beskæftiger sig med området indenfor det såkaldte e-commerce. Det betyder helt konkret, at de tilbyder løsninger til virksomheder, der ønsker at gøre det lettere for forbrugerne at købe deres produkter efter at have læst om dem på nettet eller i aviser.

Hos Atosho glæder man sig naturligvis over Sir Alex Fergusons investering.

"Det betyder rigtig meget for os. Visionære investorer er altafgørende for, at man kan bryde med den gængse og konventionelle måde at drive tingene på. Og han har flere gange bevist, at han har et godt øje for, hvad der betyder noget og kan gøre en forskel," siger Atoshos bestyrelsesformand Anders Ibsen rosende til Børsen.

Ekspert: Ikke garant for succes
Selvom Atosho allerede er til stede i fem europæiske lande og er på vej ind i USA, så har opstarten dog langt fra været en dans på roser for det unge selskab. Analysefirmaet IDC advarer således om, at den nye kendte frontfigur ikke nødvendigvis er garant for succes på markedet.

"Det hjalp ikke Comwir, at deres formand hed Flemming Østergaard, ligesom det var en kort fornøjelse, da Karsen Ree startede Zepto. Så et kendt navn er ikke ensbetydende med succes," siger senioranalytiker Anders Elbak til Børsen.

Han mener, at det på den korte bane kan give gode reklamemuligheder, men at det ikke betyder det store i det lange løb.