10 råd: Sådan får du gode pengevaner

16x9

Få gode råd til, hvordan du undgår tomme lommer og overtræk sidst på måneden.

Budget, pensionsopsparing, boliglån. Er du hægtet af? Bare rolig, du er ikke den eneste. Rigtig mange danskere har ikke styr på privatøkonomien og har svært ved at gennemskue finanserne på hjemmefronten. Men fortvivl ikke. Tv2.dk hjælper dig til at få bedre styr på din privatøkonomi for ifølge forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen fra Nordea, kan de fleste få bedre pengevaner. Forbrugerøkonomen giver dig her sine bedste råd.

Sæt kryds i kalenderen
Det handler om, at tvinge sig selv til at bruge tid på sin egen økonomi og indse, at du selv skal have initiativet til at komme i gang.

"Du skal varetage dine egne interesser, og det kræver, at du bruger tid på det. Du kan f.eks. sætte tid af i din kalender til "mig og min økonomi". Du sætter jo også tid af til frisøren!" siger Ann Lehmann Erichsen.

Snak sammen
Det er måske ikke det mest sexede emne at tage op over en romantisk middag, men hvis du er i et parforhold, er det ifølge forbrugerøkonomen vigtigt at tale om økonomi med partneren. Sæt kroner på drømmene og regn på, hvordan og hvornår det kan lade sig gøre, så begge er enige om den strategi, man lægger for økonomien og for, hvor meget eller hvor lidt man vil spare op.

"Det er også vigtigt at bede om hjælp, når man ikke selv kan gennemskue de lidt mere komplekse økonomibeslutninger. Er man to, skal man begge deltage, ikke bare overlade det til den ene, for det bliver den anden jo ikke klogere af," råder Ann Lehmann Erichsen.

Her starter du
Forbrugerøkonomen råder til, at du sætter sine bilag i en mappe med faneblade i sorteret orden. Du kan lave et budget i Excel på sin pc, hvis man kender den slags programmer, men mindre kan ifølge Ann Lehman Erichsen også gøre det. Flere banker har netfunktioner, hvor du kan indtaste dine oplysninger i et budgetsystem.

"Tjek din opsparing, og hvis den er på nul kroner, hvad den er for 20 procent af befolkningen, så sætter man opsparingen på budgettet også. Selv et lille beløb er bedre end nul kroner, så uforudsete udgifter ikke vælter budgettet," siger forbrugerøkonomen.

Den årlige hovedrengøring
Privatøkonomisk rådgiver Susanne Arvad, der til daglig rådgiver på bl.a. Banktorvet, råder dig også til, at gennemgå dine telefon­, avis­, fitnessabonnementer etc. en gang årligt. Og tjek dine forsikringer, og dine vand­ og varme­, og elregninger for, om du kan optimere her.

"Forhandl også med din bank én gang om året. Forsøg at reducere gebyrerne og få bedre rentevilkår på både indlån og udlån. Hvis du ikke er tilfreds, så undersøg alternativer," siger Susanne Arvad.