Tjek pensionen på disse tidspunkter

16x9

På hvilke tidspunkter af dit liv skal du altid tjekke din pension? Se det her

På hvilke tidspunkter af dit liv skal du altid tjekke din pension? Se det herunder.

I samarbejde med kundechef hos den uvildige pensionsrådgiver AON, Ken Fabricius, guider TV2.dk dig her til, hvornår du skal tjekke op på dine pensioner og forsikringer.

Når du bliver gift:
Når du bliver gift er det ofte tidspunktet, hvor du får fælles økonomi med din ægtefælle. Derfor er det en god ide at stille hinanden en række spørgsmål:
­ Deler I hinandens pensioner, hvis I bliver skilt?
­ Skal ægtefællen have pensionen, hvis en i forholdet skulle gå hen og dø?

Det er en god ide at få en advokat til at hjælpe med at lave en såkaldt ægtepagt, som beskriver, hvordan I økonomisk er forbundet i ægteskabet - og hvordan I skal dele, hvis ægteskabet skulle gå i stykker.

Det kan være svært at tage en snak om skilsmisse og dødsfald, når man ellers er lykkelige, men det er en god ide at gøre det, da man ellers er overladt til et sæt standardregler. Og det er ofte lettere at tage snakken, mens der er god stemning i luften i forhold til et eventuelt senere og dårligere tidspunkt.

Når du køber bolig:
Det er især vigtigt at tjekke sine pensioner og forsikringer, hvis man er fælles om at købe en bolig. Hvis den ene skulle gå hen at dø, er det vigtigt, at den anden kan komme fornuftigt videre. Der skal være mulighed for, at den anden voksne kan komme videre. Hvis der er børn, vil man måske gerne blive boende i samme hus. Derfor skal forsikringen være af en størrelse der sikrer at dette er muligt, eller sikrer, at familien kan leve et godt liv et andet sted.

Når du får børn:
Når du får børn har du et stort ansvar for, at din partner og dine børn kan få et godt liv, hvis du skulle gå hen at dø. De skal kunne få råd til det fornødne - og helst også lidt til - uden at de har din indkomst.

Pensionsselskaberne tilbyder både forsikringer, der udbetaler et større engangsbeløb, hvis du dør, men de tilbyder også ordninger, der, i tilfælde af din død, gør, at dine børn får årlige udbetalinger indtil deres 24. år.

Udover at du skal tjekke op på, hvordan din familie er dækket ved din død, skal du se, hvordan du er dækket, hvis du bliver invalid og ude af stand til at arbejde. Det vil nemlig også betyde, at du ofte mister evnen til at arbejde og dermed mister din indkomst.

Hvis du vil sikre dine børn, at de får lidt mere udbetalt ved din død eller du vil hæve dine egne udbetalinger, hvis du bliver invalid, kan du gøre dette for et par tusinde kroner om året. Disse penge bliver typisk taget fra de penge, du i forvejen betaler ind til din pension. Vælger du at forbedre dine forsikringer, er det dermed ikke noget, du mærker i din nuværende daglige privatøkonomi. Til gengæld bliver pengene ikke betalt ind på din pensionsordning, så det betyder, at du får lidt færre penge til dig selv som ældre.

Når du bliver skilt:
Din partner er forsvundet, og din økonomi ser typisk helt anderledes ud med blot en indkomst og muligvis næsten samme udgifter til din bolig.

Samtidig er det ikke sikkert, at dine pensionsindbetalinger er så store som din tidligere ægtefælles. I den situation er det derfor også relevant at overveje, om du skal betale mere ind til din pension hver måned end du gjorde, da du var gift. Men det forudsætter selvfølgelig, at du kan afsætte flere penge til dette fra din daglige økonomi.

Når du arver penge:
Hvis du arver en sum penge, er det også relevant at overveje, om det skal have konsekvenser for dine indbetalinger til pension.

Hvis du for eksempel betaler topskat kan du vælge at leve af din arv og så sætte store dele af din bruttoløn ind på en pensionsordning. På den måde får du fradrag i topskatten samtidig med at du booster din pensionsopsparing.

Hvis du har store lån, er det også værd at overveje, om det er bedre at betale pengene ind på disse lån. På den måde får du mere økonomisk frihed i din daglige økonomi.

På pensionsinfo.dk kan du se, hvordan du er dækket med både pensioner og forsikringer.

Kilde: Kundechef hos AON Hewitt, Ken Fabricius. AON er verdens største virksomhed indenfor pensionsforsikring.