Læger lader patienter dø

Lægerne på Herlev Hospital bruger hemmelige koder, der kan betyde liv eller død for patienterne.

Et stort antal patienter på den medicinske afdeling tildeles koderne "Minus EHM" og "Minus ITA", hvilket betyder, at patienten ikke må genoplives i tilfælde af hjertestop og at patienten er forhåndsudelukket fra intensivbehandling.

På lungemedicinsk afdeling på Herlev Hospital er det hver fjerde patient, der har fået koderne.

TV 2 | NYHEDERNE kan afsløre, at det ikke kun er uafvendeligt døende patienter, der forventes at afgå ved døden indenfor kort tid, der får koderne. Også andre patienter tildeles koden.

Kommer ikke på intensiv
I praksis betyder koderne, at patienten ikke har mulighed for at komme på intensivafdelingen. Og får patienten hjertestop på hospitalet, vil sygeplejerskerne ikke ringe efter hjertestopholdet og ikke gå i gang med hjertemassage. De vil lade patienten dø.

Ofte får patienterne koderne, uden de ved det og mod deres vilje, hvilket er klart ulovligt og i strid med sundhedsloven. I nogle tilfælde gives koderne endda imod patientens udtrykkelige ønske om at blive genoplivet i tilfælde af hjertestop og blive behandlet på intensivafdelingen.

"Det er alvorligt ikke at informere patienten, for det betyder, at man krænker patientens ret til selvbestemmelse. Man fratager patienten muligheden for at træffe beslutninger vedrørende behandlingen. Det er klart ulovligt," siger Kent Kristensen fra Syddansk Universitet, der er ekspert i sundhedsjura.

"Til byrde for samfundet"
En af de patienter, der fik koderne var den 82-årige KOL-patient Lilly Hünemørder. Hun fik koderne allerede i 2008, og selvom hun selv udtrykkeligt har bedt om både at blive genoplivet og behandlet på intensivafdelingen, hvis der skulle blive brug for det, besluttede lægerne bag hendes ryg det modsatte.

"Det er hårdt at sige, men jeg kan ikke få andet ud af det, end at jeg ligger til byrde for samfundet. Jeg synes det forfærdelig, rent ud sagt. Jeg vil tænke på andet, hvis jeg kommer ind på hospitalet igen. Jeg ville tænke: "Uha, nu må du ikke blive rigtig syg"," siger Lilly Hünemørder til TV 2.

TV 2 | NYHEDERNE har talt med flere andre patienter og pårørende, som ikke har kendt til lægernes beslutning om at undlade genoplivningsforsøg.