Skype på mobilen efter nytår

16x9

Efter nytår er den nye Skype_mobil på gaden _ pris: 1.200 kroner

Til januar bliver det muligt at ringe gratis på mobiltelefonen via Internettet. Telesoftwareselskabet Skype, der i forvejen tilbyder gratis fastnetsamtaler via bredbåndsforbindelser, flytter nu sammen med partneren Accton konceptet over i mobiltelefonen.

Den taiwanske virksomhed Accton Technology offentliggjorde mandag i Tokyo et samarbejde med IP-teknologiselskabet Skype. Samarbejdet har ført til, at Accton Technology - efter et års udviklingsarbejde - er kommet frem til en mobiltelefon med Skypes teknologi.

Accton-telefonen, som lyder navnet WiFi Skyfone og ser ud som på billedet ovenfor, gør det ifølge firmaet muligt at ringe mobilt via Internettet - vel at mærke uden, at computeren behøver at være tændt. Det smarte er nemlig, at softwaren er puttet ind i den nye telefon og altså ikke længere ligger på PC'en.

Det er dog fortsat nødvendigt, at den modtager, som mobilkunden vælger at ringe til, også benytter sig af Skype.

Hotspots er kodeordet

Mobilsamtalerne kommer til at foregå via trådløse netværk forbundet til Internettet. Dermed er det altså først og fremmest internetkunder med et trådløst netværk derhjemme, der vil kunne benytte sig af Skype-mobilen.

Men også udenfor hjemmet kan man tale trådløst - og det via de såkaldte hotspots, der allerede dækker det meste af landet. Blandt andet er en række restauranter - herunder fastfoodkæden McDonald's - ved at etablere trådløst netværk på kædens spisesteder.

Internetportalen OpenWiFi.dk, der er den største database over danske hotspots, oplyser på organisationens hjemmeside, at der er 914 hotspots i Danmark, hvoraf 49 kan benyttes kvit og frit.

Skal man tro folkene bag projektet er der da også masser af penge at spare.

- Det gør, at man sparer en masse penge. Mange ringer allerede i dag over computeren. Med det her kan man så rende rundt på diverse hotspots og gøre det samme - altså ringe på mobilen via nettet, siger Jan Hartmann, der er nordisk chef i SMC Networks, som repræsenterer Accton Technologies i Norden og Baltikum.

DSB har blandt andre også trådløst netværk i togene på tegnebrættet. Netop på grund af den hastige udrulning af det trådløse netværk har selskabet bag mobilen stor tiltro til den nye mobiltelefon.

- Skype tilbyder enorme fordele for virksomheder som vores. Ved at gøre forretning rundt om i verden kan vi sammen tilbyde et alternativ til de dyre opkald over store afstande og telefonopkald internationalt. Vi er glade for at være på hold med dem og dermed tilbyde produkter, der vil række ud over PC'ens fordele, siger Ken Lu fra Acctons hovedkvarter i Taiwan, i en pressemeddelelse.

Næste generation allerede på vej

Foreløbig kan den nye telefon kun bruges, hvis der er et trådløst netværk i nærheden. Det betyder, at det samtidig - hvis man har brug for at kunne tale i mobil mange forskellige steder - kan være nødvendigt også at have en almindelig mobiltelefon i lommen.

Acctons danske repræsentant oplyser imidlertid til TV 2/Finans, at det på sigt ikke vil være nødvendigt med to mobiler.

Næste version af WiFi Skyfone vil nemlig være udstyret med en dobbeltfunktion, således at telefonen ringer gratis via nettet, hvis det er muligt - hvis ikke, ringer telefonen bare op via det almindelige mobilnet.

For sent til julehandlen

Herhjemme ærgrer Jan Hartmann sig over, at WiFi Skyfone - der efter planen vil være klar til at blive langet over butiksdiskene til januar - ikke når at indtage butikkernes hylder tids nok til at præge julehandlen.

Firmaet bag mobilen, taiwanske Accton Technologies, regner med, at 50 millioner brugere på verdensplan vil være interesseret i telefonen, der, som det ser ud nu, kommer til at koste 1.199 danske kroner.

Selskabet Skype, der altså står bag softwaren i mobiltelefonen, er udviklet af danskeren Janus Friis og svenske Niklas Zennström. Skype blev solgt til internetauktionshuset eBay for 16 milliarder kroner i september måned.