Danske Bank dropper sit slogan

16x9

Gør det, du er bedst til - det gør vi. Sådan har Danske Banks slogan lydt gennem længere tid, men nu skal det være slut.

Finanskrise, dårlige regnskaber og Stein Bagger-sagen har fået banken til at rasle ned ad ranglisterne i forskellige imageundersøgelser. Derfor har banken følt sig nødsaget til at droppe sit slogan, skriver Jyllands-Posten.

"Vi føler, at det er et slogan, vi skal gøre os fortjent til, og der har været nogle sager, der gør, at det er upassende at bruge for øjeblikket", siger Henrik Normann, der er direktør for Danske Bank i Danmark.

Han regner dog med, at banken igen vil bruge sit velkendte slogan.

"Det kommer tilbage igen, men jeg tør ikke sætte en dato på", siger Henrik Normann.

Danske Bank dropper sit slogan som et led i en større strategi, hvor banken nu vil til at lytte til danskerne. Det skal blandt andet ske gennem et dialogforum på nettet, hvor folk kan komme til orde, og hvor de via videokamera kan stille spørgsmål om den økonomiske krise og fortælle banken om, hvordan krisen påvirker netop deres investeringer, friværdi og pension.