Afskaffer forhadt ejendomsvurdering

16x9

Skatteminister Kristian Jensen (V) giver den offentlige ejendomsvurdering dødsstødet. Det er uholdbart at opretholde den, siger han. Ejendomsmæglerne glæder sig.

Der er gode nyheder på vej til de mange boligejere, der er stærkt utilfredse med den offentlige ejendomsvurdering. Den omdiskuterede vurdering sendes nu på pension. Skatteminister Kristian Jensen (V) har netop meddelt personalet i Skat, at den sidste offentlige ejendomsvurdering er sendt ud, skriver Jyllands-Posten.

Titusindvis af klager

Beslutningen er taget efter stærk kritik af, at vurderingen er ude af trit med de faktiske boligpriser. Ved den seneste vurdering for 2007 klagede mere end 45.000 danskere mod blot 8600 ved ejendomsvurderingen i 2005.

- Det er uholdbart at opretholde ejendomsvurderingen i den form, vi kender. Derfor har jeg meddelt personalet i Skat, at den bliver afskaffet, og min forventning er, at der ikke vil ske en almindelig ejendomsvurdering næste efterår. De ressourcer, vi bruger på vurderingen, kan vi sagtens bruge andre steder, siger Kristian Jensen til avisen.

På grund af skattestoppet har vurderingen ikke længere nogen praktisk betydning, idet danskerne betaler ejendomsværdiskat ud fra vurderingen i 2002.

De kommende måneder vil regeringen bruge på at finde ud af, hvordan grundværdier, nybyggerier og andelsboliger skal vurderes fremover. Skatteministeren vil ikke melde ud med et bud på, hvordan en fremtidig grundvurdering skal ske.

Byder afskaffelsen velkommen

Dansk Ejendomsmæglerforening har været blandt kritikerne af ejendomsvurderingen, og vicedirektør Thomas Torp byder derfor nyheden velkommen.

- Det vil fjerne noget af den grundlæggende angst, der er for boligejernes vilkår, og dermed kan det være med til at stabilisere markedet lidt i en usikker periode. Vi har i lang tid ment, at der var problemer med den nuværende vurdering, siger Thomas Torp.

Han peger blandt andet på, at ejendomsvurderingen trods skattestoppet generer danskere i forbindelse med tinglysning, hvor tinglysningsafgiften beregnes ud fra den offentlige vurdering eller salgsprisen, alt afhængig af hvad der er højest.

Slipper ikke for ejendomsskat

Skatteminister Kristian Jensen slår dog fast, at ingen skal glæde sig til at slippe for at betale ejendomsværdiskat.

- Vi fastholder skatten på 2002-niveauet som i dag. Men som konsekvens af det her bliver det svært at genindføre en beskatning af den aktuelle ejendomsværdi. Dermed cementerer vi skattestoppet, siger Kristian Jensen.

I foråret har både Socialdemokraterne, de Radikale og Dansk Folkeparti stillet spørgsmålstegn ved behovet for store offentlige ejendomsvurderinger i Danmark.