Fogh tror ikke på nogen recession

16x9

Statsministeren afviser de dystre vejrudsigter for dansk økonomi. Han tror ikke på nogen recession på kort sigt, og på lang sigt afviser han også flere prognosemageres forudsigelser om økonomisk lavvækst i Danmark de næste ti år.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) trodser de økonomiske eksperters dystre forudsigelser.

I stedet opsætter han en endda meget ambitiøs målsætning om, at Danmark i det næste årti skal have samme høje økonomiske vækstrater, som i de foregående ti meget fremgangsrige år, skriver dagbladet Børsen.

Foghs vækstplan skal realiseres gennem effekten af de kommende reformer på blandt andet skatte- og arbejdsmarkedsområdet.

Statsministerens målsætning om at holde tempoet i dansk økonomi frem mod 2015 bliver af økonomisk vismand Jan Rose Skaksen kaldt for "en kæmpe udfordring."

-Der er brug for meget ambitiøse reformer, hvis det skal lykkes, siger vismanden.

Her i efteråret skal første del af en kommende arbejdsmarkedsreform gennemføres, og statsministeren slår fast, at manglen på arbejdskraft er den største barriere for væksten i Danmark.

Fogh lover markant lavere skat på arbejde

Til foråret kommer skattekommissionen med sine anbefalinger, og derefter ventes det, at der bliver vedtaget en skattereform, hvor skatten på arbejde vil blive sat ned.

- Tiden er kommet til, at vi får en markant sænkning af skatten på arbejde. Dansk politik er brolagt med mislykkede projekter, men nu går vi til biddet, og det her skal være noget, der kan ses, siger Anders Fogh Rasmussen til Børsen.

Fogh vil dog ikke komme nærmere ind på indholdet af reformerne, men han afviser de dystre forudsigelse fra blandt andet OECD og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der har fremlagt vækstprognoser for Danmark i det kommende tiår på kun 1 og 1,2 procent årligt.

Det er lang fra det seneste tiårs økonomiske fremgang med en gennemsnitlig årlig vækst på 1,9 procent, men statsministeren tror på, at det kan lade sig gøre at fastholde de flotte vækstrater over de næste ti år.

-Jeg deler slet ikke en så pessimistisk opfattelse af, at vi står over for en mangeårig lavvækst. Men det er klart, at vi er nødt til at gøre noget for at øge kapacitetsgrænsen i dansk økonomi. Derfor er vi nødt til igen at sætte fokus på, hvordan vi kan skaffe mere arbejdskraft, siger Anders Fogh Rasmussen til Børsen.