Danske seriemordere - hvor er de?

16x9

Der dukker jævnligt skræk-historier op om serie-mordere i det store udland. Men hvor er de danske seriemordere?

Mens der ude i verden er en stribe af skrækeksempler at tage af, når det gælder historier om seriemordere, ser det noget anderledes ud i Danmark, hvor seriemordere er et sjældent syn.

Der er faktisk to eksempler på danske seriemordere - Dagmar Overbye, som blev dømt for ni børnemord begået i starten af 1900-tallet, og den iranske flygtning Ashraf Shahidani, der i 1994 blev fældet for en række mord. Men hvad er grunden til, at der ikke er flere eksempler at tage af?

Seriemordere sidder bag tremmer
En af forklaringerne kan, ifølge drabschefen for Københavns Politi, Ove Dahl, være politiets effektivitet i opklaringen af drabssager. Fordi langt de fleste drabsmænd hurtigt havner bag tremmer, har de ikke mulighed for at gentage deres ugerninger.

For at komme under kategorien 'seriemordere' skal man have begået tre eller flere drab over en periode. Begår man flere mord på samme tid, er man derimod massemorder.

Potentielle seriemordere
Ove Dahl kan dog komme i tanke om to konkrete sager fra København, hvor det lykkedes gerningsmændene at slå to personer ihjel, inden de kom bag tremmer.

"Så kan man spørge sig selv, om de ville have fortsat og blevet seriemordere, hvis ikke de var blevet anholdt, og det kan man bestemt ikke afvise," siger Ove Dahl.

Vinduespudser begik rovmord
Den ene er Erik Karl Geldam, der den 23. juni 1992 fik en dom på livsvarigt fængsel for drabene på to pensionister.

I december 1989 dræbte den dengang 36-årige vinduespudser 76-årige Hans Jørgen Andersen, som han mishandlede med karateslag og spark, inden han skar halsen over på ham med en slagterkniv.

Et halvt år senere gik det ud over 68-årige Tove Agnete Sørensen, som ligeledes blev slået og sparket og til sidst trampet i hovedet. I begge tilfælde var der tale om rovmord.

Dræbte to bekendte
Det andet tilfælde er den 61-årige Gunnar Jensen Grevsen, der i år er blevet idømt livstid for drabene på to bekendte, nemlig Ole Poulsen, hvis liv han tog i oktober 2005 og Bjarne Quie, som blev dræbt i november 2005.

Begge gange slog han sine ofre ihjel ved at slå dem i hovedet med en hammer gentagende gange. Motivet var formentligt penge.

Gift er seriemordernes hemmelige våben
En anden forklaring på, hvorfor vi ikke har flere kendte seriemordere i Danmark, er, at det simpelthen er fordi, vi ikke opdager dem.

Den nu pensionerede chefretskemiker ved Retsmedicinsk Institut i København dr. Pharm. Bent Kæmpe hævder, at der hvert år bliver begået mellem fem og ti giftmord i Danmark - på trods af at vi skal tilbage til 1995 for at finde det sidst kendte giftmord på dansk grund.

"Det er klart, at der stadig foregår giftmord i Danmark. Der bruges bare andre stoffer end tidligere. For eksempel tabletter, som ikke efterlader ydre spor. Ofte vil familielægen tro, at der er tale om en hjerneblødning eller et hjertestop, altså en naturlig død," lyder Bent Kæmpes forklaring til Ekstra Bladet.

Han mener, at det oftest er kvinder eller netop seriemordere, som står bag giftmordene.

Fra 1946 til 1970 blev 22 procent af alle drab i Danmark begået med gift. Fra 1981-95 faldt det til tre procent, selv om antallet af drab steg. Siden 1995 har der ingen kendte giftdrab været.