Danskeres tophemmelige opskrift giver beton superkræfter

16x9
Kun Karsten Bro og Torben Enggaard fra virksomheden Connovate kender recepten på firmaets nye opskrift på højstyrkebeton. Foto: Connovate

Se billeder af beton-blandingen i brug i billedhjulet herover.

En nordjysk virksomhed med kun to ansatte har formået at skabe en verdensnyhed.

Virksomheden Connovate har ifølge Nordjyske Stiftstidende fået godkendt et ’tryllepulver’, der giver beton superkræfter. Det kommer nu i handlen.

Det nye pulver gør betonelementer stærkere og tyndere. Og så gør den produktet langt mere brandsikkert, end andre produkter, der er på markedet.

Sådan beskriver Karsten Bro, der er innovations- og salgschef i Connovate, virksomhedens nye produkt: En ny opskrift på en højstyrkebeton, der er så hemmelig, at virksomheden ikke har søgt patent på den, lyder det.

En hemmelig opskrift
Ikke engang patentmyndighederne kender opskriften til det nye pulver. Det gør kun to personer. Den ene er Karsten Bro.

- Det er vores hemmelige Coca-Cola-opskrift – ligesom Coca-Cola beskytter deres hemmelige opskrift, der giver den smag, og det produkt de har, beskytter vi vores hemmelighed, siger han til TV 2.

Det er ikke så mærkeligt. Produktet har kostet 60 millioner kroner at udvikle, og der ligger syv års indsats i udviklingsarbejdet, som over 60 virksomheder, fonde og forskningsinstitutioner har deltaget i.

Du kan se billeder af betonelementerne øverst i artiklen

Der findes allerede andre former for højstyrkebeton, der er stærkere end traditionel beton, men de produkter, der findes på markedet i dag, er dyrere og mere brandfarlige, end Connovates produkt, fortæller Karsten Bro.

Med det nye pulver og en ny teknik kan virksomheden, der ligger i Støvring, levere en løsning, hvor sandwich-elementer i højstyrkebeton har tilsvarende styrke og brandegenskaber som almindelige sandwich-elementer, selvom de kun er halvt så tykke og kun vejer en tredjedel i forhold til de konkurrerende produkter.

Det giver bygherren et meget større nettoareal og bedre lysforhold i bygningen, og det mener Karsten Bro, der er mange penge og god fornuft i.

Vil udvide til fire andre lande
Den nye højstyrkebeton er allerede blevet anvendt i Danmark i forbindelse med en omfattende renovering af Rosenhøj i Aarhus. Og planen er, at det også skal bruges til andre byggerier.

- Om fem til 10 år er det planen, at vi skal være til stede i Norge, Sverige, Finland, Tyskland og Holland, der har et tilsvarende fokus på bæredygtigt byggeri. Det er, hvis du vil have nogle gode velisolerede bygninger, hvor væggene ikke er så tykke, at vores produkt er meget attraktivt, siger Karsten Bro.

En af de helt store fordele er, at den nye beton er mere brandsikker, lyder det.

- Beton skal kunne sindsygt mange ting, før det virker ideelt, men det vanskeligste har været at lave en højstyrkebeton, som kan fungere ved brand, siger Karsten Bro.

Ifølge innovations- og salgschef i Connovate er ulempen - ud over prisen - ved traditionel højstyrkebeton, at det eksploderer ved høj varme. Det er et velkendt fænomen, fortæller Karsten Bro.

- Det er en afgørende fordel ved vores højstyrkebeton at den også er resistent over for brand – det er her, vi har lagt størstedelen af arbejdet, forklarer han.