Se listen: Her er ejendomsmæglerens 12 fupord

Havkig. Gå-afstand. Et stenkast. Rustik konstruktion.

Havkig. Gå-afstand. Et stenkast. Rustik konstruktion. Charmerende eller eksklusiv.

Boligannoncerne flyder ofte over med flotte ord, og nogle af ordene er også alt for flotte i forhold til, hvad boligerne rent faktisk kan bære. Det mener sekretariatschef hos Boligøkonomisk Videncenter Curt Liliegreen og partner hos Købersmægler.dk Lennart Christensen.

I listen herunder kan du se de 10 ’fupord’, der ifølge de to ofte dækker over noget helt andet i boligen end det, de umiddelbart betyder.

I tv-indslaget øverst kan du se, hvordan du sparer tusinder af kroner på den del af dit boliglån, du tager direkte i banken.

Et stenkast

Curt Liliegreen om udtrykket et stenkast:
- Det udtryk er simpelthen en joke. Hvis mægleren bruger udtrykket ’et stenkast’ i en boligannonce, så ved folk godt, at stenen nærmest skal skydes ud af en kanon for at nå stranden.
Lennart Christensen om udtrykket ’et stenkast’:
- Specielt mange sommerhuse ligger et såkaldt stenkast fra stranden. Men et stenkast kan hurtigt være en halv kilometer, ligesom ruten nemt kan være over en befærdet vej.

Eksklusivt

Curt Liliegreen om eksklusivt:
- Det ord er jeg meget loren ved. Sælger og mægler prøver at gøre boligen til noget, den ikke er. Det er botox på ejendomsmarkedet, - man pynter sig. Det kan dække over, at husets ejer har plottet sortglaserede tagsten oven på et almindeligt hus og på den måde fuldstændig har ødelagt det. Hvis huset virkelig var eksklusivt behøver man ikke at skrive det, - hvis det var eksklusivt ville huset nemlig sælge sig selv.

Havkig

Curt Liliegreen om havkig:
- Selvom mægleren skriver, der er havkig, skal du nogen gange helt op på tagryggen af huset for at se havet. Du får næppe havgus i næsen, og det lugter næppe af tang og sand i haven, selvom mægleren bruger udtrykket havkig, - men på en god dag kan du måske lige se havet.
Lennart Christensen om havkig:
- Der kan skimtes vand, - meget langt væk. I nogle tilfælde skal du stå på tæer, der skal være klart vejr, og du skal måske endda bruge kikkert.

Gå-afstand

Lennart Christensen om gå-afstand
- Specielt børnefamilier og ældre skal tage sig i agt her, for ejendomsmæglere kan tilsyneladende gå rigtig langt. Det er ikke uhørt, at begrebet bruges om afstande helt op til to og tre kilometer.
Curt liliegreen om gå-afstand:
- Gå-afstand bør være inden for 500 meter, men udtrykket bruges for offensivt af ejendomsmæglerne. Men det er blevet et billedsprog af, at det ikke er særlig langt væk. Mæglerne bør dog skrive, hvor langt der er i stedet for at bruge dette udtryk, og når det bruges skal køberne tage det med forbehold.

Sæt dit eget personlige præg

Lennart Christensen om et personligt præg:
- Er der mulighed for at sætte sit eget personlige præg på boligen, trænger boligen til istandsættelse, ofte i så høj grad, at du ikke kan bo i den som den står i dag. Udtrykket er ofte et pænere udtryk for et såkaldt håndværkertilbud.
Curt Liliegreen om et personligt præg:
- Hvis nogen skriver det, vil jeg løbe skrigende væk. Det er i virkeligheden et håndværkertilbud, og det er kun en god ting, hvis man er håndværker.

Charmerende

Curt Liliegreen om ordet charmerende:
- For mig er udtrykket charmerende ikke noget positivt. Det dækker ofte over, at der er en usædvanlig planløsning. Huset kan være bygget om flere gange, og det kan sagtens dække over tilbygninger, hvor der er brugt materialer, du ikke lige ville forvente. Det kan dække over tilbygninger som følge af vennetjenester eller sort arbejde, og det kan være, at det er lavet af nogle materialer som nogen lige har haft til overs. Bruger mægleren ordet charmerende skal du se godt efter i tilstandsrapporten.
Lennart Christensen om udtrykket charmerende:
- Charmerende bruges ofte om faldefærdige huse. Et charmerende hus trænger næsten altid til istandsættelse og meget vedligehold.

Stemningsfuld

Curt Liliegreen om stemningsfuld:
- Det kan både indikere noget godt og hyggeligt, men det kan også dække over, at boligen ligger øde og langt væk. Det kan decideret betyde, at boligen er fejlplaceret, og måske er boligen for dyr i forhold til beliggenheden.
Lennart Christensen om stemningsfuld:
- Det kan dække over dårligt lysindfald. Dæmpet belysning er jo hyggeligt, så derfor er en såkaldt stemningsfuld lejlighed sjældent særlig lys.

Rustik konstruktion

Curt Liliegreen om udtrykket rustik:
- Det kan i virkeligheden betyde, at det er en lidt klodset bolig. At den er lidt klodset i løsningerne. Hvis udtrykket bruges om en gammel murermestervilla, så betyder det til gengæld at det ofte er et bedre hus end et almindeligt parcelhus.

Veldisponeret

Curt Liliegreen om veldisponeret:
- Hvis ikke lige køkkenet eller badeværelset er nyt, kan man altid skrive, at boligen er veldisponeret – hvis den er det. Er boligen veldisponeret på en måde, så rummene ligger godt i forhold til hinanden, er det til gengæld også en rigtig god ting. Det er meget værdifuldt for boligen, at der ikke er for meget spildplads.

Forældrekøbsegnet

Curt Liliegreen om udtrykket forældrekøbsegnet:
- Udtrykket Forældrekøbsegnet bliver brugt i flæng, og det udtrykker nok bare, at det ligger tæt på uddannelsesinstitutionerne. Udtrykket bliver mest brugt om to- og treværelses lejligheder, men det bliver også brugt om lejligheder med fire eller fem værelser, og det er altså kun bankdirektører og meget velhavende mennesker, der har råd til at købe sådanne lejligheder.

Herskabelig

Curt Liliegreen om udtrykket herskabelig:
- Ejendomsmæglerne bruger ordet alt for ofte, selvom lejlighederne er for små i forhold til at kunne stå model til det gamle udtryk. En lejlighed skal minimum være omkring 110 eller 120 kvadratmeter for at kunne kaldes herskabelig. Desuden skal der være tale om en ældre ejendom med højt til loftet og med stuk. Der skal være en fordelingsgang, og der skal være stuer med fløjdøre, og stuer, der ligger en suite, så man kan kigge igennem lejligheden.

Palævilla

Curt Liliegreen om udtrykket palævilla:
- Alt med sortglaserede teglsten bliver kaldt palævillaer, og det begynder at blive en smule komisk. De sortglaserede teglsten har en fin holdbarhed, men når du lægger dem på en nøjsom villa i Brøndby, så begynder det at blive morsomt, og nogle af mæglerne kalder disse villaer for palævillaer. Men det bliver altså ikke et palæ af, at du har lagt nogle teglsten på.

I tv-indslaget herunder kan du se, hvilke forbedringer i boligen, der ikke kan betale sig økonomisk: