Ny iPhone får Apples aktier til at falde

Teknologigiganten Apple præsenterede onsdag aften dansk tid sin nye iPhone 6S for investorer og andre interesserede i San Francisco. Som sædvanligt

Teknologigiganten Apple præsenterede onsdag aften dansk tid sin nye iPhone 6S for investorer og andre interesserede i San Francisco.

Som sædvanligt var præsentationen meget imødeset, men den formåede ikke at sætte skub i handlen med Apple-aktier. Tværtimod.

Op til præsentationen steg aktien en smule, men i løbet af aftenen gik gassen af ballonen, og Apple endte 1,9 procent lavere i 110,15 dollar.

Det skete ifølge Michael Borre, der er chefaktiespecialist hos Nordea, fordi Apple ikke formåede at præsentere nyheder, der ikke allerede var ventet eller rygtet i markedet.

Derfor kan præsentationen i stedet komme til at få en negativ effekt for aktien i den kommende periode, lyder vurderingen.

- Vi forventer derfor ikke, at gårsdagens store præsentation vil være det, som på den korte bane sender Apple-aktien i ny rekord. Tværtimod ser vi en vis risiko for, at aktien vil underperforme aktiemarkedet i en periode. Det skyldes ikke, at vi ikke tror på de nye produkter, men blot, at der ikke var nogen rigtig store nyheder, som ikke var ventet i forvejen, siger Michael Borre til Ritzau Finans.

Derfor anbefaler Nordea at holde fast i Apple-aktierne for nu og i stedet finde andre købsmuligheder.

- Den lave prissætning lokker, men samtidig er vi ikke helt overbeviste om, at selskabet kan løfte sin forretning afgørende fra disse niveauer. Der bliver allerede solgt over 200 mio. iPhones om året, og dette tal bliver svært at løfte markant, siger Michael Borre.

Han kigger i stedet med spænding frem mod de kommende regnskaber fra teknologigiganten for at finde en mulig ny kurstrigger.

- For at investorerne for alvor bliver villige til at prissætte Apple højere, kræver det mere vished for, at selskabet stadig kan vokse. De næste kvartalsregnskaber kan måske sende signaler om dette, men for nu ser vi bedre købsmuligheder andre steder i aktiemarkedet, siger Michael Borre.

Næste regnskab fra Apple er præsentationen af tal for fjerde kvartal og dermed hele regnskabsåret 2014/15, der offentliggøres den 20. oktober.

Vi har samlet de mest interessante nyheder om iPhone 6S her:

Rosa-guld til de feminine

Foto: Apple.dk
  • Hvis ikke guld var nok, så har Apple nu lige skruet lidt mere på de feminine sider. Ikke en grim ting.

Siri er altid tændt

  • Ikke noget med at først skulle trykke på hjem-knappen for at aktivere Siri. Hun er tændt fra starten af. Det eneste det kræver er nu blot at sige ”hej Siri” og så er hun i gang.

3D Touch er tæt på en revolution

Foto: Apple.dk
  • Det her er utvivlsomt iPhone 6S’ største nyhed. Det er reelt en helt ny måde at bruge sin telefon på. Ved at trykke lidt ekstra hårdt på skærmen kan du åbne ekstra funktioner op. Du kan endda åbne funktioner op i apps direkte fra hjemme-skærmen. Det vil betyde meget for måden du navigere på iPhone på. 

Apple gen-introducerer GIFs

  • Nu kan du tage billeder, som bliver små gif’er. Det er set før hos blandt andet HTC, men det er en god idé til dit nye låseskærms-billede. 

Endnu bedre kamera

  • Kameraet kan altid blive bedre – men det her ser ud til virkelig at gøre en forskel. Det dræber i den grad det traditionelle kamera. Og så kommer det med 4K-video, så du kan optage til dit nye 4K-fjernsyn. Hvis ikke du har sådan et, så bare glem den funktion. 

Hurtigere, vildere!

  • iPhone 6S har fået en ny processor, der ifølge Apple selv skulle være hele 70 procent hurtigere end iPhone 6. Imponerende bedrift, der hurtigst muligt må efterprøves. 

Hvornår kommer den?

  • Det skulle være muligt at forudbestille iPhone 6S den 12. september og så få den i hånden den 25.