Aldrig set før: Sådan blev Skat svindlet for milliarder

Ifølge Lars Bo Langsted, der er professor i erhvervsret og ekspert i økonomisk kriminalitet, så er skattesvindlen for 6,2 milliarder kroner en hidtil

Ifølge Lars Bo Langsted, der er professor i erhvervsret og ekspert i økonomisk kriminalitet, så er skattesvindlen for 6,2 milliarder kroner en hidtil uset stor sag.

Skat har mandag anmeldt mistanken om milliardfusk til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), også kaldet Bagmandspolitiet. 

Svindlen skulle være sket i forbindelse med udbetaling af aktieudbytter, hvor et større netværk af selskaber i udlandet tilsyneladende skulle have søgt om at få udbytteskat udbetalt på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation, oplyser Skats direktør, Jesper Rønnow Simonsen.

- 6,2 milliarder er et svimlende stort beløb, som man, så vidt jeg husker, ikke har set lignende før, siger Lars Bo Langsted til TV 2.

Svindelsag kan udløse op til 12 års fængsel
Da det på nuværende tidspunkt stadig er uvist, hvem Skat har mistænkt for at have svindlet for 6,2 milliarder kroner, så er det svært at vurdere straframmen. Ifølge Lars Bo Langsted er straffen for skattesvindel op til otte år. I særlig grove tilfælde kan 50 procent tillægges, hvilket kan give en straf på op til i alt 12 år.

- Det er dybt professionel kriminalitet, siger Lars Bo Langsted til TV 2.

 I alt drejer sagen sig om 2120 anmodninger igennem årene, som der nu er mistanke om har udløst udbetalinger på falske grundlag.

 - Hver enkelt udbetaling har været meget stor, så det undrer mig selvfølgelig, hvis man ikke har lavet en form for krydstjek inden, man har udbetalt pengene. Det er så store beløb, at automatiserede computersystemer burde råbe vagt i gevær, siger Lars Bo Langsted.

Straffesager ender ofte med tilbagebetaling
Det vides endnu ikke, om Skat har krydstjekket udbetalingerne undervejs, men ifølge pressemeddelelsen fra Skat blev de advaret af en udenlandsk myndighed hen over sommeren om at noget kunne være galt.

Ifølge Lars Bo Langsted ender skattestraffesager ofte ud i tilbagebetaling, fordi der ikke har været tale om en bevidst ondsindet handling, men hvis det er hold i anklagen om, at det er forfalsket dokumentation, så er der ingen tvivl om, at det er egentlig kriminalitet.

Advokat i skatteret: Ekstremt udsædvanlig sag
Advokat og ekspert i skatteret Torben Bagge kalder sagen om skattesvindel for milliarder for ekstremt usædvanlig, og mener den kan koste store straffe til de implicerede:

 - Generelt skal der forbavsende lidt til, før du kan risikere frihedsberøvelse, og her er man helt oplagt i et område, hvor man vil sige, det er en grov form for kriminalitet, da det også er dokumentfalsk. Det kan koste mange års frihedsberøvelse, siger han.

Ifølge Skat skulle svindlen være sket i forbindelse med forfalskede aktieudbytter i perioden fra 2012-2015.

 

Den officielle forklaring: Sådan blev SKAT snydt for milliarder

  • Et organiseret netværk af selskaber i udlandet har på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation fået udbetalt udbytteskat af danske aktier.
  • Selskaber i udlandet skal ikke betale skat af udbyttet af deres aktier, mens skatten for danske selskaber er på 27 procent.
  • Svindlen sker, hvis selskaberne har søgt om at få tilbagebetalt udbytteskat, uden de har ejet de aktier, de vil have tilbagebetalt skat for.
  • I alt har selskaberne anmodet om at få udbetalt udbytteskat 2.120 gange.
  • Gennemsnitligt har hver anmodning lydt på 2.924.528 kroner, og i alt er anmodningerne løbet op i 6,2 milliarder kroner.
  • Kilde: Skat