SF'er: Skift Thor Möger ud

Ifølge medlem af SF´s landsledelse viser skatteaftalen, at skatteministeren ikke er opgaven voksen

Fremtrædende SF´ere raser over, at SF´s skatteminister, Thor Möger Pedersen, i sidste minut droppede at lave skattereform med Enhedslisten.

Ifølge medlem af SF´s landsledelse, Poul Overlund-Sørensen viser skatteaftalen med de borgerlige, at skatteminister Thor Möger Pedersen ikke er sin opgave voksen og bør skiftes ud.

"Jeg mener ikke, at den aftale Thor har lavet, er tilfredsstillende. Og normalt i en fagforening, så er det sådan, at hvis man kommer hjem med en overenskomst, og den er bindende, så er man bundet af overenskomsten, men man er ikke bundet til at bevare den, der har lavet forhandlingen," siger Poul Overlund- Sørensen til TV 2 NEWS.

Hvem der i stedet for Thor Möger Pedersen skal være SF's skatteminister, det har har Poul Overlund-Sørensen ikke noget bud på.

Søndag eftermiddag mødes SF's landsledelse sammen med folketingsgruppen på Christiansborg.