Politiet: Skud kan være bandeopgør

Den byge af skud, der torsdag aften regnede ned over en gruppe somaliere i Husum i København, kan være et nyt ek­sempel på de spændinger, der for øjeblikket er mellem københavnske indvandrergrupper. En blev dræbt og to blev såret, men de er uden for livsfare.

"Gennem den seneste tid har der været forskellige skudepisoder, der alle har været mellem forskellige indvandrergrupper i Storkøbenhavn. Det kan dette her også være, men alle døre står åbne," siger politikommissær Knud Hvass, Københavns Politi.

Skudepisoden i Husum, der ligger nær bydelen Tingbjerg, er den tredje i Storkøbenhavn på kort tid. I løbet af ugen er der også blevet skudt i Ishøj og på Nørrebro.

Bil i brand fundet i Gentofte
Politiet arbejdede hele natten for at sikre spor på Gadelandet i Husum, hvor skudepisoden fandt sted klokken 22.30 torsdag aften og i Gentofte, hvor en brændende bil blev fundet kort tid efter skuddene.

Det tidsmæssige sammenfald og vidneforklaringer tyder på, at den udbrændte bil kan være den mørke Audi, som gerningsmændene kørte rundt i.

"Det er overvejende sandsynligt, at det er den rigtige bil," siger Knud Hvass.

Bil kørte rundt i området
Vidner har fortalt, at den mørke bil kørte rundt i området. Idet den kører op på siden af en gruppe somaliere, stiger en person ud fra bagsædet, og der bliver affyret en byge af skud mod gruppen, der bestod af fire unge mænd på 18-20 år.

Den dræbte er en 19-årig mand, der lige som de øvrige var kendt af politiet i forvejen.

Hvem det var, der skød, ligger endnu ikke fast.

"Nu bruger vi dagen på at få overblik over det, vi har lavet i nat, og så har vi en del mennesker, som vi skal have afhørt," siger Knud Hvass.