Donald Trump

Under disse præsidenter blev investorerne forgyldt - og forarmet: Hvordan vil Trump klare sig?

Mens investorerne under Clinton og Obama kunne nyde et afkast på mere end 20 procent, skrumpede formuen betydeligt under både Bush junior og Nixon.

Siden Trump blev valgt som præsident i USA, er de amerikanske aktier steget 7 procent, og de danske aktier er steget 5 procent. Men er det Trump, der har sendt aktierne i vejret? Og vil aktierne fortsætte op?

Svaret er nej - og ja. I hvert fald hvis man spørger Lars Skovgaard, chefstrateg i Danske Bank.

- Tallene taler jo for sig selv; Aktierne har klaret sig rigtigt godt, efter at Trump blev valgt, men det har sådan set ikke noget med ham at gøre. Vi er i gang med et synkront - altså et bredt - økonomisk opsving, så uanset om det havde været Trump eller Clinton, der var blevet valgt, ville vi have set stigninger, siger Lars Skovgaard og fortsætter:

- Og da økonomien generelt har det godt, og renterne er på vej op, så er det overordnet et rigtigt godt miljø for aktier. Så vi tror på, at aktierne vil fortsætte med at stige.

Verdens mægtigste økonomi

USA er stadig verdens største økonomi, og det amerikanske aktiemarked udgør mere end halvdelen af det samlede aktiemarked, og derfor bliver alt, hvad der sker i landet, fulgt tæt af investorerne. Men hvordan aktierne har det, og hvor de er på vej hen handler mere om, hvordan den globale økonomi har det, end om hvem der sover i Det Hvide Hus, understreger Lars Skovgaard.

- Generelt må man sige, at den siddende præsident har meget begrænset betydning for markedet. Det handler mere om, hvilken økonomi han eller hun overtager, end hvem der er præsident.

.

Clinton og Obama helt i top

Danske Bank har lavet en omfattende analyse af, hvordan aktierne har klaret sig under de forskellige amerikanske præsidenter, og den viser, at der har været store forskelle.

Investorernes 'guldpræsident' er ubetinget Bill Clinton. I løbet af hans præsidentperiode steg S&P 500, det toneangivende amerikanske aktieindeks, med hele 24,6 procent. Men også Obama har været lidt af en guldfugl for aktionærerne. S&P 500 steg i hans periode med 21,7 procent.

Helt i bunden ligger Nixon. I hans - korte - tid som præsident faldt aktierne med hele 5,4 procent. Heller ikke Bush junior har meget at smile af, når det handler om afkast i hans præsidentperiode. Her faldt aktierne i S&P 500 med 4,7 procent.