Business

Facebook afslører planer for gigantisk datacenter i Odense

Det bliver et af verdens mest avancerede, siger direktør for Facebook.

Det har været en lang proces. Men efter tre års fortrolige forberedelser med danske myndigheder, kunne Odenses nye borgmester torsdag præsentere et nyt stort datacenter i Odense.

55.000 kvadratmeter stort bliver det nye datacenter, som skal placeres i et industrikvarter i byen.

 - Som I kan se, er mit kropssprog ét stort "like", siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S) på et pressemøde.

Dansk klima en fordel

Ifølge Facebook vil der blive tale om et af de mest energieffektive datacentre i verden. Der vil blive brugt 100 procent ren og bæredygtig energi, lyder det.

- Det bliver et af de mest avancerede datacentre i verden, siger Niall McEntegart, direktør for Facebooks datacentre Emea og Apac.

Det kølige klima i Danmark har været medvirkende årsag til, at Facebook har lagt det nye datacenter i Odense, da det kan hjælpe med med at holde bygningen kølig.

- Vi er henrykte over Odense som beliggenhed, siger Facebooks direktør for datacentre Niall McEntegart.

 - Vi kan bruge det her klima til at køle vores servere, siger Facebooks direktør for datacentre Niall McEntegart på pressemødet.

Odense håber, at datacentret vil have en positiv effekt på den lokale økonomi og på jobskabelsen, men det kræver hårdt arbejde at nå i mål, lyder det.

- Vi mærker allerede øget efterspørgsel efter alt fra ingeniører, it-folk og håndværkere, siger Peter Rahbæk Juel.

Centrum for datacentre

Med Facebooks investering forudser Erhvervsminister Brian Mikkelsen et stort vækstpotentiale.

- Nu skal vi lægge os i selen for at vores erhvervsudvikling matcher fremtidens konkurrence, som er betydelig mere digital end analog. Datacentre er en del af vejen frem, lyder det i en pressemeddelelse.

Facebooks nye datacenter i Odense er et meget flot signal, mener Energi-, forsynings- og klimaminister Christian Lilleholt (V).

I ministeriet håber man på, at der kan komme en stor følgeindustri, der kan levere løsninger på opgaver for datacentrene og i sidste ende skabe arbejdspladser.

Man forventer, at Facebooks beslutning yderligere vil styrke Danmarks mulighed for at blive nordeuropæisk centrum for datacentre og øge opmærksomheden på de mange muligheder, som Danmark tilbyder, lyder det i pressemeddelelsen.